Artikel2

Jeget og det emotionelle gennembrud

Ind imellem støder vi på åndelige bevægelser, der taler om oplysning, om nu’et, og om meditation. Hvorledes forholder kosmologien sig til disse andre åndelige veje…?

 

Jeg skal gøre et forsøg på at samle de her forekommende forskellige løse tråde ved at tage udgangspunkt i to emner, som Per Bruus-Jensen (PBJ) har skrevet om. Som bekendt bygger hans forfatterskab på den personlige undervisning, han fik af Martinus. Emnerne, som er af stor betydning, men som er kortfattet beskrevet, handler dels om grundlæggende principper mht. hvordan det foregår, når Jeget oplever verden, og dels hvorledes den menneskelige bevidsthed i den nærmeste fremtid vil udvikle sig. Ud fra de passager, jeg har valgt i PBJ’s bøger, vil jeg senere præsentere nogle egne slutninger mht. hvorledes disse emner hænger sammen, og hvorledes de efter min mening finder udtryk i andre åndelige bevægelser. Med andre ord er denne artikel min måde at få et sammenhængende billede i stand, og tilsvarende er konklusionerne mine egne.

 

Nu’et og tiden, det grænseløse centrum og rummet

Jeg begynder med at give en beskrivelse i 5 punkter af jegets identitet som nu’et og som det grænseløse centrum, samt hvorledes disse faktorer hænger sammen med oplevelsen af tid og rum. I disse fem koncentrerede punkter kan vi se, at verden, som vi oplever den, ikke befinder sig uden for jeget, hvorimod den befinder sig indenfor jeget. Punkterne er min egen sammenfatning af ”X”, bind 1, stk. 1.96-1.99.

 

  1. Nu’et er noget konstant, som dybest set er identisk med jeget, der oplever sig selv som en uforanderlig modsætning til al bevægelse.
  2. Nu’et er dét noget, der giver plads til hændelsesforløbene at udspille sig.
  3. Livsoplevelsens scenerier finder til stadighed sted i nu’et, vekslende mellem hurtigere og langsommere tempo. De skiftende scenerier opfattes derved som tid i henhold til at de begynder, pågår og afsluttes. Men det er altså ikke tiden, der flyder frem. I stedet er det hændelsesforløbne, der flyder frem gennem det konstante nu, og ud fra nuet og bevægelserne skaber jeget forestillingen om den fremadskridende tid.
  4. Jeget er ligeledes et grænseløst og uforanderligt centrum. Et centrum, der dybest set er identisk med jeget, der oplever sig selv som en uforanderlig modsætning til al bevægelse. På samme måde, som nu’et er grundlaget for oplevelsen af tid, er det grænseløse centrum grundlaget for jegets forestilling om rum.
  5. Jeget i dets egenskab af et grænseløst centrum er det noget, der giver plads til bevægelsernes udstrækning i rummet.

 

Det bemærkes, at jeget i disse punkter ikke omtales som et ’fast punkt’ som modsætning til bevægelserne, hvilket Martinus jo nævner i andre sammenhænge, men at jeget i stedet omtales som ”det noget”, der giver plads til bevægelserne, og inden for hvilket bevægelserne finder sted, ligesom det udgør en modsætning til netop bevægelserne som sådan.

 

Det emotionelle gennembrud

Jeg fortsætter med at præsentere tre citater fra ”X”, bind 4, stk. 232-233, der beskriver det emotionelle gennembrud. Af disse citater fremgår det, at vejen til kosmisk bevidsthed er opdelt i to etaper. Den første etape omfatter det emotionelle gennembrud, der samtidig er forudsætningen for den næste etape, som har form af det, Martinus kalder det intellektuelle gennembrud. Det vil sige ”den store fødsel” eller åbningen af kosmisk bevidsthed. PBJ siger herom følgende:

 

  1. ”Dette vil mennesket i tidens fylde registrere som ett markant emotionelt gennembrud, der spontant og uformodet udvider dets følsomhed till at omfatte ALT i dets omgivelser. Det føler simpelt hen, at det er ét med alt, og at alt er levende. Det kan måske ikke redegøre for det intellektuelt, men tilstanden er ikke desto mindre kompromisløs virkelighed for det, og den tilfører det under alle omstændigheder en helt ny og hidtil uanet moralsk standard. Alt, hvad det herefter tænker og foretager sig over for omgivelserne, føres ud i livet som om det var rettet mod vedkommende selv…”
  2. ”Fra Martinus’ side er det blevet erkendt, at menneskeheden som helhed befinder sig i umiddelbar nærhed af dette emotionelle gennembrud og denne etiske opvågnen, og han forudsiger, at den vil blive efterfulgt af en intellektuel mobilisering af tilsvarende omfang og styrke.”
  3. ”Slutresultatet af hele denne proces vil være et menneske, der forener en hjertets ubetingede renhed med en hjernens altgennemtrængende klarhed.”

 

PBJ forklarer ligeledes, at gennembruddet beror på en proces, hvor personens sum af lidelseserfaringer fra fortiden udøver en følelsesmæssig, men overvejende ubevidst påvirkning af hjernen. Og på et vist tidspunkt, når den samlede sum af lidelseserfaringer sammen med den personlige modenhed har nået et vist niveau, da vil denne påvirkning lede til et spontant og pludseligt gennembrud.

 

Her følger endnu et par eksempler, hvor PBJ tager dette emne op: I ”Mennesket og den seksuelle revolution” (side 59 ff) giver PBJ yderligere beskrivelser af, hvorledes dette gennembrud opstår samt hvad det indebærer. Han kalder det for et ”moralsk gennembrud” og en tilstand af ”hyper-empati”. Han forklarer endvidere, at den intellektuelle formåen spiller en stor rolle som forvalter af den nye, udvidede empatiske evne. I ”Livet og det lukkede rum” (side 158, 182, 220) kalder han den nye evne for Jegets ”enhedsfølelse” og ”enhedsfornemmelse”.

 

Nu- og rum-bevidstheden før og efter det emotionelle gennembrud

Sammenfattende beskriver PBJ jeget som nu’et og det grænseløse centrum, inden for hvilket alting sker. Og han beskriver det emotionelle gennembrud som dette at opleve sig som ét med alt, og at alt er levende. Og ligeledes at alt, man gør mod andre, opleves som at det er rettet mod én selv. PBJ behandler disse to emner forskellige steder og uden indbyrdes sammenhæng. Men min konklusion er, at de hører sammen. Jeg mener, at det emotionelle gennembrud indebærer, at man bliver bevidst i sin identitet med nu’et og rummet. Jeg mener ligeledes, at det emotionelle gennembrud er forekommet gennem hele historien - både hos enkelte mennesker og som religiøse systemer. I Østen er det blevet kaldt oplysning, opvågnen eller befrielse. Dette indebærer, at jeg sidestiller det traditionelle begreb ’opvågnen’ med det emotionelle gennembrud. Men med den forskel, at medens den traditionelle opvågnen forceres frem, kommer det emotionelle gennembrud spontant, når den personlige modenhed er blevet opnået.

 

Grunden til at jeg drager disse konklusioner er, at de, som hævder at have opnået højere bevidsthed, ofte - uanset hvordan det opnås - beskriver det med ord som at kun nu’et eksisterer; enhed; og at alt er levende, eller lignende udtryk.

 

I den efterfølgende oversigt viser jeg, hvordan nu’et og rummet er to sider af vor egen bevidsthed, samt at de tjener som de scener, hvor alt før det emotionelle gennembrud optræder for os som tid og adskillelse, hvorimod det efter det emotionelle gennembrud gør sig gældende som et altomfattende nu samt et ligeledes altomfattende rum.

 

Før det emotionelle gennembrud

 

1.a. Jeget som nu’et; tidsmæssig adskillelse:

Nu-bevidstheden indebærer, at man momentant, i det indeværende øjeblik, følger et stedfindende hændelsesforløb.

Datid, nutid og fremtid opfattes som reelle ”tider”, der er koblet således sammen, at hændelsesforløb begynder, pågår og afsluttes (i yderste konsekvens det personlige livs begyndelse-finden sted-afslutning). At befinde sig mentalt i datid og fremtid indebær adskillelse i forhold til det flygtige, momentane nu.

Adskillelsen giver sig udtryk i, at man til stadighed automatisk, mere eller mindre bevidst, samt i stort som småt er følelses- og tankemæssigt optaget af på en positiv eller negativ måde at bedømme og vurdere, hvad der er hændt, og hvad der kan komme til at hænde (= ”egoet”)

 

1.b. Jeget som rummet; rummæssig adskillelse:

Rumbevidstheden indebærer, at man selv er et centrum, og at omgivelserne/tingene/medvæsenerne befinder sig udenfor én selv. Dette indebærer m.a.o. adskillelse mellem én selv og alt udenfor én selv.

Adskillelsen giver sig udtryk i, at man til stadighed og automatisk, mere eller minde bevidst, samt i stort som i småt er følelses- og tankemæssigt optaget af på en negativ eller positiv måde at bedømme og vurdere samt reagere på alt, man konfronteres med (= ”egoet”).

 

Efter det emotionelle gennembrud

 

2.a. Jeget som nu’et; det altomfattende nu:

Nu-bevidstheden indebærer at man befinder sig i et altomfattende nu, inden for hvilket alle hændelsesforløb finder sted. Der forekommer ikke nogen adskillelse.

Opvågningen beror på at jeget kan opleve verden ud fra sin identitet som et altomfattende nu, der omslutter alle hændelsesforløb. Dette nu er lig med jegets identitet som stilheden bag om bevægelserne (hvor stilheden altså subjektivt opleves af jeget som et permanent og altomfattende nu).

Tiden har mistet sit greb. Men opdelingen i datid-nutid-fremtid eksisterer stadig (svarende til at hændelsesforløbene stadig finder sted), men kun som en måde at orientere sig i tilværelsen på.

 

2.b. Jeget som rummet; det altomfattende rum:

Rumbevidstheden indebærer at man er ét centrum, og at man samtidig befinder sig i et altomfattende rum, inden for hvilket omgivelserne/tingene/medvæsenerne eksisterer. Der forekommer ingen adskillelse.

Opvågningen beror på at jeget kan opleve verden ud fra sin identitet som et grænseløst centrum, der omslutter alt. Dette grænseløse centrum er lig med jegets identitet som stilheden bag om bevægelserne (der altså subjektivt opleves af jeget som et altomfattende rum).

Den umiddelbare og negative reaktion mod enten det ene eller det andet ophører samtidig med at bedømmelsesevnen bibeholdes.

 

3. Ét med altet:

Det altomfattende nu og det altomfattende rum er dybest set samme sag. Nemlig derved at alt, man oplever, de facto udspiller sig inden for det personlige jeg, men i praksis bliver set fra tid- og rumperspektivet, som det ikke lader sig gøre at adskille, eftersom hændelsesforløbene og omgivelserne/tingene/medvæsenerne hører sammen. Oplevelsen af det altomfattende nu og det altomfattende rum kan m.a.o. sammenfatningsvis begrundes med henvisning til, at man er ét med altet med alt hvad det rummer og indebærer.

 

4. Etisk/moralsk opvågnen, hyper-empati:

Efter som man er ét med altet, vil alt, man tænker og gør mod andre, komme til at virke som om det er rettet mod én selv.

 

5. Alt er levende:

Alt opleves som værende levende, idet bevægelser i sig selv er udtryk for liv. Og eftersom man selv er levende samtidigt med at man er ét med altet, træder også altet frem som levende.

 

6. Alt er Gud:

At opleve, at alt er levende, samt at man er ét med altet, er de facto ensbetydende med at opleve sig selv og verden som Gud.

 

Eksempel på den opvågnede tilstand efter det emotionelle gennembrud

Der findes måske lige så mange indfaldsvinkler og måder at beskrive den opvågnede tilstand på, som der findes personligheder og hvilken baggrund, man har: om man er religiøs og på hvilken måde, samt hvad man fokuserer på. Her følger nogle eksempler, der giver et billede af bredden af dette fænomen. Ved hjælp af de efterfølgende parenteser, der er knyttet til de respektive eksempler, angiver jeg hvorfra i den foranstående oversigt bevidstheden beskrives.

 

I den østerlandske tradition forekommer begrebet "jivan-mukti" = den som er befriet i dette liv. Den befriede lever i det evige nu (= 2.a) og befinder sig altså i evigheden samtidig med at vedkommende befinder sig i kroppen. For at nå dette må man via meditation og yoga befri sig fra sine begær, fra egoet og fra verden, hvilke kategorier alle hører til maya - den illusoriske fænomenverden.

 

I dag findes der guruer og bevægelser i Indien, som også tiltrækker vesterlændinge med lærer og teknikker til brug for opvågning. De er ikke så verdensforsagende længere som førhen, men ved roden ligger stadig tanken om at den nugældende uoplysthed er noget dårligt, som man skal frigøre sig fra. Et eksempel er Oneness University, der ser det som sin opgave at redde verden ved at tilstrækkeligt mange gennem deres omsorg bliver oplyste og får enhedsbevidsthed (= 2.b). De benytter meditation og såkaldte energioverførsler for at opnå opvågnen.

 

I Vesten findes der et antal åndelige lærere, der underviser i Jegets befrielse og opvågnen. Den måske mest kendte af disse er nok Eckhart Tolle, som blandt andet har skrevet bestselleren ”Power of Now”. Ud fra et buddhistisk grundsyn skriver han blandt andet om nu’et og rumbevidstheden og hævder samtidigt, at alt er fyldt af liv (= 2.a. 2.b. 5). Han ser det som sin mission at så mange som muligt skal vågne op for at lede verden mod en bedre udvikling, og han benytter sig af alle slags medier og rejser rundt i hele verden og underviser. Han selv var genstand for spontan opvågnen som kulminationen på i længere tid at have haft det dårligt rent psykisk, hvilket indebar at hans ego mistede grebet om Jeget. Ifølge ham kan alle nå den opvågnede tilstand, og som hjælp til dette kan man lytte til hans undervisning og læse hans bøger.

 

En anden Eckhart, den kristne mystiker Mester Eckhart, der levede i Tyskland omkring 1300-talet, var højt placeret inden for kirken og tjente dertil som sjælesørger for et nonnekloster. Han beskrev verden som identisk med Gud samt den enkelte sjæl som en gnist af Gud og som ”et evigt grønhedens nu, der ikke er klemt inde mellem et før og et efter” (= 6, 2.a, 5). Han klarede med nød og næppe frisag i forhold til inkvisitionen.

 

Inden for zenbuddhismen udtrykker man sig gerne kryptisk, idet man mener, at intellektet hindrer opvågnen: ”Oplysning er at sluge verden” (= 2.b).

 

Følgende eksempel flimrede for nyligt over TV-skærmen, hvor en mig ubekendt indisk guru småleende sagde: ”At være sig selv, og samtidigt være hele verden, det må da være den højeste gevinst, eller hvordan?” (= 2.b).

 

Et fælles træk ved sådanne beskrivelser er, at de ikke synes at bygge på intuitionsenergi; det vil sige, at de ikke indeholder nogen højere kosmisk, intellektuel viden eller nogen kosmiske idefacitter. Snarere handler det, præcis som PBJ skriver, om et emotionelt gennembrud, og ikke om et intellektuelt gennembrud. Til gengæld kan de helt naturligt være farvede af traditionelle religiøse idéer.

 

Jeg vil tilføje, at man ikke kan sidestille det emotionelle gennembrud med kristen eller muslimsk mystik, selv om det ligeledes kan dukke op dér. Disse religiøse retninger, som tidligere var mere almindelige, handlede først og fremmest om på forskellig måde at opnå ekstatisk forening med Allah/Gud/Jesus under eksempelvis selve bønnen, øvelsen eller selvspægningen. Tilsvarende er de østerlandske retninger, der stræber efter samadhi - dvs. jegets forening med brahman/gud under selve udøvelsen af meditationen eller yogaen - ikke det samme som det emotionelle gennembrud. Det emotionelle gennembrud handler ganske vist også om forening med Gud, men på den måde at man besidder evnen til at opleve dette i dagligdagen - altså i samspil med ens vågne sanseoplevelser, og ikke hinsides disse.

 

Den religion, der bedst er koblet sammen med stræben efter oplysning er buddhismen. Spørgsmålet er imidlertid om den handler om det emotionelle gennembrud…? Den oplyste selv, Buddha, havde iflg. traditionen en betydeligt mere omfattende form af oplysning, idet han endog så alle sine tilbagelagte inkarnationer… Han så ligeledes hvordan alle levende væsener genfødes i højere eller lavere eksistenser samt at hele tilværelsen er en kausalitetskæde. Han opnåede oplysning efter at have prøvet et strengt liv som asket samt gennem meditation og opløsning af sine begær. Han udstak ligeledes vejen, som hans efterfølgere skulle følge, og prædikede denne vej frem til en høj alder. Da han døde, indgik han i nirvana; det vil sige i det absolutte, og genfødslen ophørte. Buddhismen har derefter udviklet sig i forskellige retninger Dvs. i alt fra tro på forskellige guder, paradis og helvede til stræben efter oplysning. Inden for én retning afstår man fra målet at opgå i nirvana, og man vælger i stedet at forblive i kredsløbet for at hjælpe andre væsener på oplysningens vej. Den oplysning, man efterstræber inden for buddhismen, er den traditionelle, østerlandske variant med den forskel, at man måske her endnu mere end andre steder ser livet i verden som lidelse. Man stræber efter at frigøre sig fra den illusoriske, faktisk tomme verden og personlighed, og fokuserer i stedet på bevidstheden og stilheden bag om alle bevægelser. Tilbage bliver ren væren, der er bevidst om sig selv. Alt er tomt, men er samtidigt et grænseløst og levende nu hinsides alle bevægelser (= 2.a, 5). Men så længe dette kun nås under selve meditationen, kan man ikke tale om et emotionelt gennembrud. Den retning, som derimod er bedst kendt for sin stræben efter at vågne op i en højere, befriet bevidsthed i det sædvanlige, vågne hverdagsliv (for at kunne se alt, som det virkeligt er) er zenbuddhismen og zenmeditation. I de tilfælde, hvor man opnår dette, kan man tale om et emotionelt gennembrud. Og idet man stræber efter at nå hinsides alle begreber, er man ikke specielt interesseret i traditionel religion eller Gud.

 

Det emotionelle gennembrud - tidligere, nu og i fremtiden

Hvad er forskellen på den gamle vej - altså først og fremmest den østerlandske tradition med dagens aktuelle stræben efter opvågning - og så fremtidens opvågnen, som PBJ beskriver…?

 

Den gamle østerlandske vej

I Østen har der forekommet en kulturel og religiøs sammenhæng, ifølge hvilken det Absolutte opfattedes som værende bag om formernes verden. De guder, man tilbad og tilbeder, er alle udsprunget af det absolutte. Man kan enten tilbede en særlig gud og via dette forenes med sin gud, eller opnå andre fordele. Eller man kan søge at nå frem til opvågning og forening med det absolutte. Opvågningen har været anvendt som et middel til at blive befriet fra den illusoriske verden - maya - og fra den trøstesløse genfødsel - samsara. Man har i samme forbindelse ikke set nogen mening med, eller noget mål for genfødslen eftersom man iflg. denne lære lige så godt kan gå opad som nedad; det vil sige, at man både kan genfødes i højere og lykkeligere verdener, såvel som man kan synke ned i kvalfyldte og lave eksistenser. Man fastholdes i kredsløbet gennem de personlige begær og ønsker - altså egoet. Denne egokonstruktion løses automatisk op, når man træder ind i den upersonlige, opvågnede tilstand. Dermed ophører også karma og selve genfødslen, og man opgår i det absolutte, når man dør. Dette indebærer dog ikke nogen udslettelse, men at man bliver en del af det evigt værende.

 

Den gamle østerlandske vej til befrielse, som endog kan forekomme i dag, var velorganiseret med munke- og i en vis udstrækning nonnevæsen, hellige mænd og elever. Man lukkede sig inde i en grotte eller i et kloster og pressede opvågningen frem ved at undgå indtryk fra den ydre verden samt gennem meditation og andre øvelser under ledelse af en guru eller lama eller lederen af et kloster. Man stræbte efter sindsligevægt samt begærenes og egoets ophør såvel som dette ikke at blive opslugt af den stadigt strømmende tankevirksomhed. Idet opvågningen var det endelige mål, var det også en naturlig konsekvens at de, som nåede frem til dette mål, blev betragtet som hellige, som guruer og åndelige mestre, og ligeledes at de nu og da blev tilbedt (og stadig tilbedes) som guddommelige inkarnationer. Nøglen til at kunne fastholde den ekspanderede, emotionelle evne var at fortsætte med krævende øvelser samt opretholdelsen af et afsondret og reguleret liv. Et interessant spørgsmål i denne forbindelse er hvad det indebærer, hvis opvågningen sker for tidligt og man overordnet set ikke er fornødent moden til den…? (iflg. kosmologiens måde at anskue sagen på.) Den opvågnede bevidsthed turde i et sådant tilfælde på sigt lukke ned, når man forlader grotten eller klostret for atter at stødes og såres i verden og familielivet. Og især turde verden og egoet tage over igen i de efterfølgende liv.

 

Dagens vesterlandske vej

Interessen i Vesten for opvågnen er vokset frem gennem en kombination af interesse for åndelig søgen, meditation og yoga samt fokus på personlig udvikling; det vil sige, man ønsker at få det bedre og ligeledes fungere bedre. Side om side med den attråede højere bevidsthed ser man opvågnen som en endelig løsning på egne problemer og indre uro, der ønskes erstattet af indre fred.

 

Der findes mange vesterlændinge, som lader sig inspirere af eller følger forskellige åndelige lærere, der virker i Vesten i dag. Man bygger på den gamle østerlandske vej, og man ser egoet som noget dårligt, man med forskellige midler og teknikker skal frigøres fra som et led i frigørelsen af det personlige, højere potentiale. Men man er ikke som i den østerlandske tradition tilsvarende upersonlig i sin efterfølgende stræben, men ønsker efter opvågningen at personligheden skal bestå side om side med den upersonlige, altomfattende væren. I nogle tilfælde tror man at karma og genfødsel vil ophøre; i andre tilfælde er man ikke interesseret i sådanne spørgsmål. De åndelige lærere, som taler om disse sager, indlemmer ofte eventuelle personlige trosopfattelser i deres undervisning.

 

Vejen til opvågnen finder sted på forskellig måde: gennem meditation, eller via den åndelige lærers hjælp og undervisning. Eller også mener man, at det kan ske spontant. En ny tanke, som er dukket op, skelner mellem en pludselig opvågnen og en opvågnen som resultat af en langsom proces, hvor man gradvist vokser ind i den nye bevidsthedstilstand. Ifølge min egen tolkning har man indført tanken om at opvågningen kan være en lang proces, fordi der kun findes så få eksempler på personer, der faktisk har været genstand for pludselig opvågnen. Man mener i samme forbindelse, at menneskeheden generelt befinder sig tæt på opvågnen som et naturligt led i den stedfundne evolution, hvilket jo er en opfattelse som deles af Martinus/PBJ. Man hævder at det er muligt for enhver at nå frem til dette. Men om det rent faktisk vil overgå andre udover de åndelige lærere selv, er det svært at få rede på. I den forstand minder det om en form for trosreligion.

 

Morgendagens vej

Fremtidens form for opvågnen vil forlade det gamle østerlandske, negative syn på verden. Opvågningen vil forme sig livsbekræftende og verdensaccepterende og vil i pagt med dette stile mod at man opnår en dyb og direkte kontakt med verden og medvæsenerne. Pointen ved dette er, at opvågningen kommer til at ske spontant hos mennesker, der befinder sig midt i verden og livet, når den fornødne intellektuelle og følelsesmæssige modenhed naturligt er til stede. Endvidere har store dele af verdens befolkning heller ikke den kulturelle og religiøse baggrund, hvor man ser verden som noget negativt, hvortil kommer at netop denne indstilling er i færd med at forsvinde fra Østen. Og en vigtig grund til at denne nye indstilling vil tage over - vover jeg at påstå - er at Martinus har kastet nyt lys over genfødslen - en af menneskehedens gamle trosforestillinger - og har vist, at den indebærer en fortsættende udvikling, der er forankret i eksempelvis et ur-begær samt i erfaringer og talentkerner og på denne baggrund ikke lader sig eliminere. Dette indebærer alt i alt at personligheden og alle dens karaktertræk, evner og interesser i lang tid fremover vil bestå. Og netop denne anskuelse vil efter alt at dømme fremover komme til at generere en rigdom af menneskelige og kulturelle udtryk.

 

Meditation og yoga

Meditation og yoga er gamle østerlandske teknikker som blev anvendt med henblik på opnåelse af opvågnen. Er disse teknikker farlige…? Jeg skal gøre et forsøg på at redegøre for dette. Meditation indebærer at man vender opmærksomheden indad og stilner sindet. Yoga udvikledes som en hjælp til meditationen, så at man via faste kropsstillinger samt åndedrættet øgede evnen til at holde sindet stille og fokuseret. I dyb meditationstilstand oplever man det værende i sig, hinsides sanseindtryk, tanker og følelser. Og i den dybeste tilstand - samadhi - finder yogien Gud i sit eget jeg. Disse teknikker har spredt sig over hele verden, og de anvendes nu som en fast del af træningsarsenalet med henblik på at opnå større velvære både psykisk og fysisk.

 

Sammenfattende kan man sige, at erfaringen viser, at øvelser, der sigter mod dette at opleve den rene væren, i sig selv ikke udgør nogen fare for udøveren. De er gennemprøvede og spredt. Et eksempel er transcendental meditation. Den introduceredes i Vesten i 60’erne og 70’erne, men dens popularitet er dog aftaget. Den markedsførtes som en vej til at få det bedre og med henblik på afstressning. Men dybere inde i bevægelsen handlede det om at opnå enheds- og gudsbevidsthed (= 2.b, 6). Om nogen udøver har nået dette mål udover de gruruer, der indgår i traditionen, er dog ukendt. Et andet eksempel er den tidligere nævnte zenmeditation, hvis hele formål og organisatoriske opbygning handler om at nå opvågning - kensho eller satori, som det kaldes. En opnået opvågnen måtte herefter fastholdes gennem fortsat og fordybet meditation. Inden for zenlitteraturen findes der mange eksempler på oplyste mestre, men om det forekommer i dag er ukendt. Yoga anvendes i dag mest som en fysisk træningsmetode blandt mange andre, dog med opnåelse af både fysisk og psykisk positive effekter til følge.

 

Der findes dog et par metoder, som der må advares imod. Dels skriver Martinus, at meditationsformer, hvor man træner sig i på kunstig vis at fremkalde højere kærlighedsvibrationer, er farlige, idet de kan medføre pludselige nedslag af for høje energier (Livets Bog, bind 6, stk. 2000). Og dels forekommer der mange vidnesbyrd, som taler for, at yoga- og åndedrætsøvelser, der sigter mod at frigøre den såkaldte kundalinikraft, er farlige. Kundalini er et begreb inden for yogasystemet. Her beskrives det hvorledes forskellige chakras, det vil sige energicentre, kan bringes til at forenes gennem frigørelse af en latent kraft, hvilket kaldes kundalinirejsning. Yogien må være yderst velforberedt og have alle sine chakras i balance for at kunne frigøre denne kraft. Til gengæld: hvis processen lykkes, bliver yogien ét med altet, udrustes med højere evner og frigøres fra genfødslen. Det er interessant at konstatere, at der findes visse ligheder mellem kundalinirejsning og Martinus’ beskrivelse af de to polers forening (hvilke jo også er energicentre), når man i pagt med en naturlig udvikling bliver dobbeltpolet og får kosmisk bevidsthed.

 

Kosmiske glimt

Ifølge det foranstående citat fra X-værket befinder menneskeheden sig i umiddelbar nærhed af det emotionelle gennembrud. Jeg vover derfor at foreslå, at de såkaldte kosmiske glimt, som forekommer i dag, kan være glimt af det forestående emotionelle gennembrud, og ikke af det intellektuelle gennembrud. Altså den sande kosmiske bevidsthed, som ligger længere ude i fremtiden. I sådanne glimt oplever man tidløshed; at man er ét med altet, samt at alt er levende og ét med Gud. Alt opleves som værende perfekt ligesom intet kan være på nogen anden måde, end det netop er. Disse glimt kan opstå spontant i særlige situationer, hvor man er afslappet og velvilligt indstillet over for verden og livet - måske kombineret med en smuk og gribende naturoplevelse. De vaneprægede tanker og følelser (= 1.a, 1.b) ophører pludselig med at gøre sig gældende, og tilstanden løsner i nogle øjeblikke grebet om bevidstheden, så man i stedet får kontakt med det dybere Jeg og pludselig oplever sig selv og verden i pagt med dette. Ikke mindst øges intensiteten som følge af overraskelseseffekten og den eufori, der ledsager den pludselige udvidelse af bevidstheden. Denne type af emotionelle glimt turde efterhånden blive stadig mere almindelige, og med tiden vil vi sikkert i voksende grad blive vidne til netop dette.

 

Kosmologien og andre åndelige bevægelser

Med denne artikel har jeg forsøgt at knytte forskellige tråde sammen og svare på spørgsmålet om hvorledes kosmologien kan forholde sig til andre åndelige veje, der kan opleves som lokkende. Min konklusion er at vi naturligvis fortsat kan lade os inspirere af de åndelige lærere, som ud fra selvoplevelse beskriver en udvidet bevidsthed samt en dybere og mere direkte måde at opleve verden på. Derimod forekommer det yders tvivlsomt, om vi ved at lytte til og følge dem vil blive genstand for opvågnen. Dette står os klart, idet Martinus via sine værker har sat spørgsmålet ind i sin rette sammenhæng, og vi kan desuden takke PBJ for at han har formidlet dette. I henhold til disse vidnesbyrd ved vi, at det er de personligt erhvervede lidelseserfaring samt vor egen voksende modenhed, der leder os til det emotionelle gennembrud og via dette til enhedsbevidsthed. Og ligeledes forstår vi, at dette med største sikkerhed vil ske i et fremtidigt liv. Og dermed kan vi også se, at det ikke giver nogen mening ambitiøst at stræbe efter opvågnen, eller viljemæssigt forsøge at fremkalde den, eftersom grunden næsten undtagelsesløst endnu ikke er endeligt færdiglagt.

 

Afslutningsvist kan det sammenfattende siges, at det emotionelle gennembrud har sin base i to faktorer, nemlig på den ene side jegets identitet som nu’et og det grænseløse centrum, og på den anden side den høje, åndelige modenhed, som kræves. Den gamle vej udnyttede den første del, medens fremtiden og den nye vej bygger på begge dele.

 

- Eric Fors

 

Kilder:

Udover bøgerne nævnt i artiklen er følgende bøger også anvendt:

Philip Kapleau: ”Zens tre pelare”

Carl Dymling: ”Mystiker”

Helmuth von Glasenapp: ”Indiens religioner”

Jan Hjärpe: ”Islam, lära och livsmönster”

 

 

--

Retur til artikeloversigt