Vi må elske hinanden eller dø

Vi må elske hinanden... eller dø!

Om den seksuelle polforvandling og etableringen af en ny verdensorden


Som overskrift til dette indllæg er valgt det ultimatum til menneskeheden, som FN's daværende generalsekretær, burmeseren U'Thant allerede i 1962 lod komme til udtryk, og hvis aktualitet den mellemliggende tid ikke alene har bekræftet til overmål, men som i dag – godt 50 år senere – ligefrem har karakter af en endegyldig 'skriften på væggen' for menneskeheden. En skrift med larmende flammebogstaver, som ikke desto mindre overses af de fleste, eller i bedste fald negligeres som eksempel på et fuldstændigt utopisk krav, blottet for enhver mulighed for opfyldelse. For hvordan i alverden skal man i lyset af den aktuelle verdenssituation forestille sig, at det i tide vil blive muligt for menneskeheden at kunne praktisere næstekærlighed i det omfang og med den gennemslagskraft, som må forudsættes, hvis den samme verdenssituation skal hindres i at lede frem til et globalt selvmord…?


Alene USA's og Vestens aktuelle følelse af behov for et kostbart missil-skjold samt Ruslands reaktion herpå med visioner om en mulig atomkrig som dets konsekvens taler sit tydelige sprog om situationens alvor, suppleret af den optrækkende globale konfrontation mellem den muslimske verden kontra resten af verden, eksponeret af muslimske ekstremisters tidligere fremsatte dødsdom over en af verdens mest kompromisløse fredsmagere og fortalere for tolerance og næstekærlighed, Dalai Lama. Og disse eksempler er som bekendt ikke de eneste skræmmende tegn i tiden, men suppleres blandt meget andet også af perspektiverne i Kinas og til en vis grad Indiens og Brasiliens aktuelle, økonomiske tigerspring fremad med tilhørende belastninger for klodens ressourcer samt af argumenterne bag bl.a. Irans og Nord Koreas atompolitik. Og meget, meget mere...


Så kort og godt: hvordan kan vi med kræfterne bag denne udvikling taget i betragtning realistisk håbe på, at det i tide skal blive muligt for menneskeheden at mobilisere det mål af næstekærlighed, der med U'Thants ord er vor eneste chance for at undgå det globale selvmord, idet vi taler om kræfter, der allerede for nuværende kommer til udtryk gennem mennesker, der i rollen som terrorister helt aktuelt er rede til at påvirke verdenssituationen gennem det personlige selvmord...?


PROBLEMET:


Fortiden og den tre-delte hjerne

Tages det i betragtning, at menneskeheden gennem årtusinder har været under påvirkning af fremsynede religiøse autoriteter (Rama, Krishna, Jesus m.fl.), der alle uden undtagelse har appelleret til det bedste i mennesket og i samme forbindelse har anbefalet en livspraksis præget af fred, tolerance og næstekærlighed, er det nærliggende at rejse det spørgsmål, hvorfor disse initiativer ikke i højere grad har båret frugt, end  både den mellemliggende tid og den aktuelle verdenssituation bærer vidnesbyrd om…?


Anskuet i et rent materialistisk perspektiv skal svaret herpå efter alt at dømme søges i to forhold: dels det sæt vilkår, der i form af naturens såkaldte orden grundlæggende har været gældende under hele menneskehedens udviklingsforløb, og dels den hjernestruktur, der for menneskets vedkommende er blevet resultatet af dets konfrontation med netop dette sæt vilkår, og som i praksis giver sig udtryk i forekomsten af den såkaldte triune eller tre-delte hjerne, idet menneskehjernen tydeligt består af tre del-hjerner med hver sit funktions- og kompetenceområde.


Vi skal straks vende tilbage til dette, men forinden fokusere på de grundvilkår, der fra først til sidst har været gældende for det menneskelige udviklingsforløb, og som netop spejler sig i den tredelte menneskehjerne.


De evolutionære grundvilkår eller "naturens orden"

Meget forenklet kan disse grundvilkår sammenfattes i ordene knaphed og konkurrence. Knaphed på livsfornødenheder – i første række føde, sex og plads – og i konsekvens af dette konkurrence mht. personlig erhvervelse af disse livsfornødenheder, og det jo mere udpræget, desto mere ulige forholdet er mellem de pågældende fornødenheder og antallet af individer, der er afhængige af dem. Og da man som hovedregel kun får, hvad man selv   skaffer sig, kommer tilværelsen for den enkelte automatisk til at forme sig som en konkurrencebetonet kamp for overlevelse og personlig tilfredsstillelse. En kamp, der lige så automatisk appellerer til fremme og udvikling af egenskaber, der maksimalt begunstiger tilegnelsen af netop disse værdier, og hvilket i praksis vil sige egenskaber som selviskhed, hensynsløshed og magtfuldkommenhed – de såkaldte basale overlevelseskvaliteter. Hvilket så meget mere er tilfældet i dyreriget (som mennesket stadig tilhører), hvor organismerne i vid udstrækning tjener som føde for hinanden.


Den tre-delte hjerne

I praksis kommer de fremelskede overlevelseskvaliteter til udtryk som fysisk-organiske anlæg hos den enkelte. Anlæg, der stadig forfines, og som i pagt med dette i stigende grad sætter individet i stand til at koordinere sin adfærd og hele livsudfoldelse i bedst mulig overensstemmelse med dets 'interesser' på den ene side, og de til enhver tid gældende udfordringer på den anden. Dette gælder fra de simpleste livsformer og til de mest sofistikerede – kulminerende med mennesket, hvor arsenalet af overlevelseskvaliteter ikke mindst knytter sig til den menneskelige hjerne, der med sin triune eller tre-delte opbygning tydeligt spejler det stedfundne evolutionsforløb.


Som tilhørende hvirveldyrenes udviklingslinie er udgangspunktet for den menneskelige hjernedannelse rygmarven, som mennesket har til fælles med fiskene, og som dermed spejler disses udviklingstrin. Imidlertid kan rygmarven ikke i sig selv betragtes som en egentlig hjernestruktur; en sådan kommer først beskedent til syne på tidspunktet for paddernes og især krybdyrenes æra på Jorden og viser sig som en tilvækst af nye organiske anlæg i forlængelse  af rygmarvens forpart (medulla, hjernestamme mv.). Anlæg, der på den ene side muliggør en ny og mere avanceret bearbejdning af tilflydende sanseindtryk, end der hidtil har været mulig, og som på den anden side i overlevelseskampens tjeneste også muliggør en adfærd, der tilpas matcher denne nye virkelighedsforståelse – alt sammen i overensstemmelse med et ultra-elementært overlevelsesprogram, repræsenteret ved behovet for føde og sex samt magt/styrke til at sikre sig disse basale livsfornødenheder.


I pagt med sin placering på den evolutionære tidslinie omtaler man dette første egentlige hjerneområde som reptilkomplekset (MacLean). Det følges senere på tidspunktet for de lavere pattedyrs tilsynekomst på udviklingsstigen op med endnu en organisk nydannelse, nemlig den såkaldte limbiske vinding eller slynge, der muliggør en helt ny form for omsætning af såvel ydre som indre påvirkninger til subjektive effekter.


Med hensyn til disse effekter drejer det sig i praksis om de såkaldte emotioner eller følelser, således at den limbiske slynge må ses som den organiske basis for det såkaldte følelsesliv med hele dets vældige arsenal af stemninger fra de lyseste til de mørkeste, samt dets register af sympatier og antipatier og meget, meget mere af samme art.


Når man i denne forbindelse taler om den limbiske slynge, hænger det sammen med, at det nye hjerneområde i praksis hvælver sig rundt om det ældre reptilkompleks og i praksis indkapsler dette, således at de to områder kommer til at danne en samarbejdende enhed – den såkaldte gamle eller arkaiske hjerne.


Imidlertid standser hjernens udvikling ikke her, men følges på tidspunktet for de højere pattedyrs tilsynekomst (aber, humanoider mfl.) op med etableringen af endnu et bidrag til styrkelse af overlevelseskampen, repræsenteret ved de højere lag af hjernebarken – den såkaldte neo-kortex, sædet for de intellektuelle funktioner. Og især er den udviklingslinie, der fører frem til det moderne menneske her blevet tilgodeset, således at mennesket i dag mht. overlevelsesstrategier i princippet overgår samtlige andre højere livsformer på Jorden. Men vel at mærke også kun i princippet, idet det nye hjerneområde på det seneste afslører sig som et tveægget sværd i den forstand, at det også sætter mennesket i stand til at udtænke midler til at udrydde både sig selv og alt andet liv på Jorden – helt i strid med den ellers så succesfulde selvopholdelsesdrifts logik og interesser. Og hvad værre er: man viser også i stigende grad vilje til i praksis at ville betræde det globale selvmords fornuftsstridige vej, således som den aktuelle verdenssituation med stadig flere eksempler vidner om. Men hvorfor…? Hvorfor denne fuldstændigt irrationelle dødsdrift hos mennesket...?


Svar: I høj grad fordi det intellektuelle hjerneområde på afgørende vis er under indflydelse – og  i mange tilfælde domineret – af dé primitive kræfter og overlevelsesprogrammer, der er lagret i den gamle, arkaiske hjerne, og derfor stiller sig til rådighed for en adfærd, der er relevant for dette arsenal af faktorer. Og netop dette er menneskehedens sande, aktuelle situation og problem: naturen/udviklingen har i form af det neokortikale system stillet en skabeevne til rådighed, som med næsten ubegrænset styrke og rækkevidde kan træde i både det godes og det ondes tjeneste, men har samtidig i vid udstrækning underlagt denne skabeevne et ældre, primitivt hjerneområdes irrationelle forvaltning. Et hjerneområde, der – jfr. beretningerne i fx. de islandske sagaer – bl.a. er suverænt mht. fremmaning af alle mulige trusler, fjendebilleder og aversioner, som det overlades til neokortex at gøre op med så effektivt som muligt – koste hvad det vil... Og hvad stiller vi op over for dette? Har vi ikke på forhånd tabt i spørgsmålet om den udfordring, der ligger i U'Thants kompromisløse ultimatum...?


LØSNINGEN:


Om det organiske grundlag for en ny verdensorden

Så vidt forfatteren bekendt har ikke andre end den danske mystiker og intuitionsbegavelse Martinus (1890-1981) været i stand til at mønstre et kompetent og troværdigt svar mht. udsigterne for menneskehedens fremtid. Et svar, der både tager hensyn til den foreliggende, dystre problemstilling, og som samtidig ser sig i stand til at formulere en såvel naturlig som lykkelig udgang på samme problemstilling. Dvs. en udgang, der tegner en positiv opfyldelse af det ultimatum, der kommer til udtryk i overskriften til dette indlæg.


Martinus om den nærmeste fremtid

Fra Martinus' side lægges der ikke skjul på, at menneskeheden som et led i sin færdigskabelse står over for hidtil ukendte udfordringer og prøvelser. Men det drejer sig udtrykkeligt om udfordringer og prøvelser, der vil påvirke det på en sådan måde, at det på et rent organisk grundlag vil blive i stand til som noget helt naturligt og selvfølgeligt at leve op til kravene i det her berørte ultimatum og herved undgå den skæbne, der ellers ville blive det til del. Dvs. praktisere næstekærlighed uden forbehold af nogen art og med dette som udgangspunkt etablere en helt ny og anderledes verdensorden end den, vi nu kender.


Som betingelse for disse skelsættende forandringer peger Martinus med sin intuition og trancendente bevidsthed som grundlag på to sæt forudsætninger:


For det første tilsynekomsten af et radikalt, moralsk gennembrud hos det enkelte menneske. Et gennembrud, der fuldstændigt ændrer det arkaiske hjerneområdes funktionsmåde og rolle i den samlede hjernestruktur.

Og for det andet etableringen af det organiske grundlag for en helt ny seksualitet, der allerede nu ligger i svøb i mennesket, men som ved sit gennembrud til daglig praksis af sig selv vil tilskynde mennesket til på alle områder helt og fuldt og uden forbehold af nogen art at vie sit liv til udfoldelse af næstekærlighed i ordets allerdybeste og bredeste betydning.


Ad 1. De sidste tider og det moralske gennembrud

Med hensyn til det moralske gennembrud vil dette komme som en frugt af de nederlag, prøvelser og lidelser, som det enkelte menneske i dets egenskab af et udødeligt væsen allerede har med sig fra det millionårige evolutionsforløb, der ligger bag det, suppleret af de lidelser og prøvelser, det i medfør af sin endnu ufærdige natur via skæbneloven yderligere vil nedkalde over sit hoved i tiden, der ligger foran det, indtil det øjeblik hvor det moralske gennembrud netop indtræder.


Det organiske grundlag for denne proces har iflg. Martinus form af det forhold, at mennesket ikke kun er sin fysiske organisme, men bag denne også råder over en finstoflig eller para-fysisk organisme, der ikke alene sikrer dets personlige udødelighed, men også tjener som 'arkiv' eller 'database' for samtlige de oplevelser og erfaringer, det med henvisning til reinkarnationsprincippet høster fra liv til liv, og hvor ikke mindst arsenalet af lidelses- og nederlagserfaringer i den her beskrevne sammenhæng har betydning.


Det har de i første række på den måde, at de er underkastet en slags lutringsproces, der med tiden som konsekvens udvider og forhøjer deres indehavers følsomhed – først på egne vegne, men senere i stigende grad også på andres vegne. Dog uden at væsenet/mennesket under sine fysiske inkarnationer foreløbigt har andet indtryk af det end et mere eller mindre udpræget anlæg for samvittighed og human følelse i den praktiske hverdag. Men før eller siden nås et mætningspunkt, der som sin vigtigste konsekvens medfører et gennembrud af den barriere, der hidtil har afskåret den fysiske hjerne fra at have fuldgyldigt indtryk af det forædlede følelsespotentiale på det parafysiske plan, således at dette potentiales energier nu pludselig baner sig vej ind i specielt hjernens limbiske system og derved gør individet bevidst i sin sande følsomhed. Både på egne og på andres vegne, af hvad art 'de andre' end er. Og resultatet bliver naturligvis en fuldstændig revurdering af kriterierne for det berørte menneskes hidtidige moralske praksis. En revurdering, der under alle omstændigheder lader det tage afstand fra enhver tanke, følelse og handling, der vil kunne være til skade for nogen eller noget i dets omgivelser. Og ikke kun fordi det forstår det forkerte i sådanne tiltag, men simpelthen fordi det realistisk føler, at det lige så godt kunne rette dem mod sig selv. Og på denne måde opnås det foreløbigt, at væsenet med det moralske gennembrud bag sig på et rent organisk grundlag i det mindste afholder sig fra at gøre nogen eller noget fortræd.


Men ikke nok med det; det moralske gennembrud medfører også, at den gamle, arkaiske hjerne pludselig på en helt ny både positiv og konstruktiv måde kan samarbejde med det neo-kortikale system samt de her virkende intellektuelle energier og herved – i modsætning til tidligere – give anledning til opståen af direkte lyse og livgivende tankeklimaer i den menneskelige bevidsthed. Tankeklimaer, der samtidig på forhånd udelukker tilstedeværelsen af såvel fjendebilleder som alt andet af destruktiv og negativ karakter...


Ad 2. Polerne og den nye seksualitet

Som det fremgår, betegner det moralske gennembrud et første skridt på vejen mod en ny verdensorden, præget af humanitet og hensyntagen. Og vel at mærke ikke tilvejebragt gennem en tilkæmpet viljesakt, men i konsekvens af rent organiske omstændigheder.


For imidlertid at den nye verdensorden ikke kun skal dreje sig om dette ikke at gøre fortræd mod nogen eller noget, men i lige så høj grad blive et spørgsmål om direkte at gøre godt mod alt og alle – altså praktisere kompromisløs næstekærlighed – kræves der tydeligvis andet og mere end blot det moralske gennembrud i menneskeheden som helhed. Nemlig tilsynekomsten af organiske forudsætninger for som noget naturligt og selvfølgeligt at udfolde netop ubetinget næstekærlighed; hverken mere eller mindre. Og spørgsmålet er derfor, om vi tør regne med en opfyldelse af disse betingelser også...?


Hertil svarer Martinus klart og tydeligt "Ja", og henviser samtidigt endnu engang til den finstoflige/parafysiske organisme som grundlaget for denne bekræftelse. Emnet er imidlertid meget omfattende og må derfor i nærværende fremstilling skæres ned til det mest væsentlige.


Som udgangspunkt skal peges på et særligt organisk anlæg i den parafysiske organisme af absolut afgørende betydning for dennes   evne til at udnytte og forvalte sin udødelighed på en positiv og konstruktiv måde, således at det evige liv for den enkelte ikke alene er til at holde ud, men også registreres som et altoverskyggende gode.


I praksis drejer det sig om de såkaldte to poler – den feminine og den maskuline pol – der har sæde i en region af den parafysiske organisme, hvor de ikke kan rammes/skades 'nedenfra', men tværtimod 'ovenfra' kontrollerer, regulerer og koordinerer samtlige underliggende strukturer og funktioner i den parafysiske organisme. Og via dette faktisk også livsfunktionerne i den fysiske organisme.


Til belysning af denne overordnede rolle for polernes vedkommende skal her peges på fire funktionsområder, i forhold til hvilke polerne så at sige spiller rollen som højeste, kosmiske styringsorganer – altså som evige, organiske garanter for de pågældende funktioners faktiske eksekvering.


1. Den første rolle viser sig som den parafysiske organismes evne til at udveksle energi med omgivelserne i begge retninger; dvs. gennem såvel afsendelse som modtagelse af energi. Det første i form af manifestation, og det sidste repræsenteret ved sansning.


2. Den anden rolle består i at muliggøre og regulere den parafysiske organismes omsætning af et fænomen, Martinus kalder "den højeste ild", således at organismens indehaver modtager indtryk af denne ild – dvs. oplever den.


I praksis drejer det sig for sidstnævntes vedkommende om et sæt energier, der udmærker sig ved at repræsentere den højeste grad af kraft og sublim fuldkommenhed, der gives, og som i medfør af dette er årsag til ekstatisk nydelse, når de sanses og opleves. En nydelse, mennesket foreløbig kender som den seksuelle ekstase – orgasmen – men som også finder helt andre og i virkeligheden totalt overlegne udtryk. Men udtryk, der mht. deres maksimale form og styrke kun lader sig opleve i tilknytning til den parafysiske organisme. Og som sagt er det polerne, der danner grundlag for disse muligheder, samtidig med at de også til enhver tid regulerer individets formåen eller kapacitet  på dette område.


3. Den tredje rolle for polernes vedkommende består i til enhver tid at regulere, hvad man kan kalde individets sympatiske orientering i almindelighed, og dets seksuelle orientering i særdeleshed, idet den ene pol som eksponent for afsendelse af energi tegner et maskulint aspekt, medens den anden pol som eksponent for modtagelse af energi tegner et feminint aspekt – for begge aspekters vedkommende begrebsmæssigt begrundet i polernes rolle som omsætningsorganer for den højeste ild og dermed det seksuelle princip generelt, og hvor det samtidig som hovedregel for sympatisk orientering gælder, at modsatte poler tiltrækker hinanden, medens ensartede poler frastøder hinanden.


4. Endelig består den fjerde rolle i at regulere og koordinere forholdet mellem intellekt og følelsesliv til enhver tid – herunder også i relation til oplevelsen af den højeste ild, idet denne ild på særdeles intens og overlegen måde kan opleves på både intellektuelle og emotionelle præmisser. Dvs. i både en intellektuel og en emotionel form, og hvor det for begge former gælder, at de langt overgår det behag, den fysiske orgasme repræsenterer, der – set som en tredje form – er klart underlegen i forhold til de to øvrige. Men dog stærk nok til at sikre organismereproduktion og dermed livets videreførelse på det fysiske plan.


Polforvandlingen og den nye verdensordens fuldbyrdelse

Set i lyset af nærværende fremstilling af polernes overordnede rolle i den parafysiske organisme skal det til slut på Martinus' vegne anføres, at alle levende væsener – mennesket inklusive – råder over begge disse to poler med alt, hvad det indebærer for den enkelte. Men samtidig gælder det, at de to poler er underkastet et vækst- og degenerationskredsløb, der er således indbyrdes synkroniseret, at det enkelte væsen for det meste har begge poler i fuldt vigør, men i korte perioder er præget af såkaldt énpolethed i den forstand, at enten den maskuline eller den feminine pol er ude af stand til at omsætte den højeste ild og dermed altså afskåret fra at formidle oplevelse af denne.


Og netop mennesket og for en stor del dyrene er omfattet af denne særlige begrænsning. Hvilket igen er den dybeste årsag til, at de fremtræder med kønspræg og i medfør af dette også seksuelt er underkastet en sympatisk orientering, der under brunst kun er positiv i forhold til modkønnet, men negativ i forhold til samkønnet, der opfattes som rivaliserende med alt hvad dette indebærer mht. aggressiv aktivering af den arkaiske hjerne. Og da mennesket er et væsen, der udmærker sig ved at være i brunst hele året rundt, er det mht. etablering af en gennemført næstekærlig verdensorden også omfattet af et problem, der kun kan løses ved at den inaktive pol kommer i vækst og igen bliver seksuelt aktiv, idet en sådan forvandling naturligt vil lede til en sympatisk orientering uden restriktioner. Spørgsmålet er imidlertid, om mennesket kan håbe på en sådan forvandling. Og vel at mærke tidsnok til at det undgår det globale selvmord…? Og en ting mere: hvad fører en sådan forvandling i bekræftende fald frem til – dobbeltkønnethed, eller hvad...?


Fra Martinus foreligger der svar på begge disse to vitale spørgsmål.


Mht. spørgsmålet om polforvandling er svaret ikke alene, at mennesket kan håbe på en sådan, men yderligere at den allerede er i fuld gang. Herom vidner bl.a. det stigende opbud af seksuelle og sympatiske orienteringer, der mere eller mindre er afvigende fra den klart énpolede tilstand og orientering. Og det forudsiges samtidig, at denne tendens vil accelerere i tiden, der kommer, og i løbet af de kommende 3.000 år føre frem til fuldstændig jævnbyrdighed mellem de to poler, således at mennesket kan begynde at opleve den højeste ild gennem dem begge, samtidig med at det på et organisk grundlag er hævet over de nugældende ensidige sympatier og antipatier. Tværtimod vil alle mennesker til den tid kunne være seksuelle partnere for hinanden, og hvorved grundlaget for den nye verdensordens fuldbyrdelse vil være til stede i den forstand, at dyrkelse af den højeste ild vil være det naturlige, altoverskyggende fokus for alle mennesker og i medfør af dette også komme til at spille rollen som den stærkeste drivkraft bag al anden aktivitet i samfundet med alt, hvad dette vil komme til at indebære for dets prægning generelt.


Men hvordan så med den anden side af sagen; hvad er det for en slags menneske vi vil se om de ca. 3.000 år, der af Martinus er afsat til polforvandlingens fuldbyrdelse…?


Svaret er fra Martinus' side følgende:


Det er først og fremmest et menneske, der har været genstand for det moralske gennembrud og som følge af dette allerede er i pagt med den nye verdensordens grundlæggende moralkodeks.


Det er dertil et menneske, der – fri af det oprindelige kønspræg – er i stand til at opleve den højeste ild gennem begge sine poler, og vel at mærke i begge den nævnte ilds hovedformer: den emotionelle og den intellektuelle, om end det indtil videre er med reduceret styrke. Nemlig så længe, man stadig er knyttet til en fysisk organisme. Men dette vil på den anden side heller ikke vare evigt, idet mennesket på dette trin som følge af den fortsatte evolution gradvist vil bevæge sig frem mod en tilstand, hvor det endegyldigt afkaster samme fysiske organisme og herefter alene skaber og oplever gennem sin parafysiske struktur i dennes samspil med en tilsvarende parafysisk omverden, befolket af lignende stillede mennesker/væsener.


Og endelig er det et menneske, der i kraft af sin moralske standard på den ene side, og sin ligevægtige dobbeltpolethed på den anden, endegyldigt har fået åbnet sin intuition, så den til fordel for etablering af kosmisk bevidsthed kan udnyttes på samme viljestyrede måde, som vi i dag kan bruge vor intelligens og hukommelse. Og blandt meget andet vil dette tillige indebære direkte adgang til et evigt og uendeligt vidensområde, Martinus kalder visdomsoceanet, og som i praksis er verdensaltets 'viden' om sig selv til al tid. Herunder dets viden om, at det i hele sin evige og uendelige majestæt er et levende, guddommeligt gigantvæsen, der som kilde til alt liv ikke alene spejler sig i ethvert menneske, men i overhovedet ethvert levende væsen i tilværelsen. Og nået hertil vil mennesket blive grebet af en altoverskyggende lyst, trang og længsel efter at udforske, prise og tjene dette kosmiske gigantvæsen gennem intuitiv/højintellektuel samt parafysisk baseret udforskningsaktivitet på den ene side og direkte livgivende, skabende virksomhed på den anden, således at det i et og alt kommer til at fremtræde i sit kosmiske udsprings og grundlags evigt guddommelige lignelse og billede...


- PBJ


Kilder:


Vedr. verdenssituationen

John Hackett: "Den tredje verdenskrig"

Kenneth R. Timmerman: "Dødens spekulanter"

Richard Dawkins: "Den illusoriske gud"


Vedr. naturens orden

Richard Dawkins: "River out of Eden"

Arthur Koestler: "Janus"

John Reader/Harvey Croze: "Livets pyramider"

Lyall Watson: "Naturens mørke side"


Vedr. den tre-delte hjerne

Arthur Koestler: "The Ghost in the Machine"

Ibid.: "Mørke midt på dagen".

Carl Sagan: "Paradisets drager"


Vedr. polforvandlingen

Martinus: "Livets Bog, bind 5.

Ibid.: "Det Evige Verdensbillede", bind 4.

Per Bruus-Jensen: "Mennesket og den seksuelle revolution"

Preben Hertoft/Teit Ritzau: "Paradiset er ikke til salg"

J. Iverson: "Stemmer fra fortiden"

Ian Stevenson: "Tyve tilfælde, der tyder på reinkarnation"




--

Retur til artikeloversigt