Nordisk Impuls

Om ontologien i Martinus Kosmologi

Udgangspunkt:

Martinus’ vision 1921

Verdensaltet er et levende væsen af rent åndelig natur. Dvs. et immaterielt ”Noget”, der kan og vil opleve, og som via virkeliggørelsen af dette opnår rådighed over såkaldt bevidsthed.

Ved bevidsthed forstås i samme forbindelse viden om væren. Eller i udvidet form: viden om Nogets væren – herunder egen væren.

Som rent åndeligt er verdensaltet i sit dybeste grundlag et spørgsmål om immateriel tomhed og absolut stilhed, og da det i denne form er ukendt af mennesket, har Martinus valgt at udtrykke det ved bogstavet ”X”, der jo i matematikken står som symbol for den første ubekendte i en ligning. Og da verdensaltet yderligere i sin grundform heller ikke kan forklares ved eller sammenlignes med noget kendt, lader det sig kun definere som ”et navnløst Noget, der ér”. Men altså ”et Noget”, der ikke desto mindre både kan og vil opleve, og som herved de facto tilfører sig selv bevidsthed jfr. ovenstående definition. Dvs. viden om sig selv og sin egen væren…

At det immaterielle verdensalt vil opleve og på dette grundlag erkende sig selv, er iflg. Martinus begrundet i eksistensen af et såkaldt ur-begær, der på selvrefererende præmisser og med evigheden som forudsætning gennemsyrer det samme verdensalt.

Og at det ligeledes kan opleve og således formår at erkende sig selv, viser i samme forbindelse hen til eksistensen af en evne til at præstere dette. Altså en oplevelsesevne, idet det skal tilføjes, at både ur-begæret og oplevelsesevnen som ’dele’ af det immaterielle verdensalt iflg. sagens natur også begge har immateriel status.

Men hvordan er dette i praksis muligt…? Hvordan kan noget gennemført immaterielt i skikkelse af tomhed og absolut stilhed opleve og erkende sig selv…?

Det kan det heller ikke. I det mindste ikke som sådant. Men problemet overvindes iflg. Martinus ved, at det immaterielle Noget under indtryk af ur-begæret spontant træder i karakter som et tre-enigt funktionsprincip. Et funktionsprincip, der som sådant ganske vist er immaterielt, men som ikke desto mindre via det førnævnte ur-begær evner at frembringe et illusionistisk alternativ til denne sin egen basisnatur. Nemlig i form af den såkaldte stoflige verden og virkelighed, repræsenteret ved bl.a. det kendte, materielle univers med dets hær af stofpartikler, organismer, kloder, solsystemer og galakser mv.

Men igen: hvordan er dette dog muligt…? Hvordan kan det immaterielle frembringe det materielle i hele dets utrolige mangfoldighed af former, skikkelser og udtryk…?

Det kan det iflg. Martinus kun på et illusionistisk grundlag således at forstå, at hele den materielle verden og virkelighed rent faktisk ’ved roden’ er totalt immateriel og derfor må betegnes som et kæmpemæssigt blændværk. Men så genialt eksekveret, at det næsten er umulig at gennemskue. Selv for vor tids avancerede og skarpsindige naturvidenskab. Den såkaldt materielle verden udgør rent faktisk indbegrebet af de såkaldte ”Mayas slør”, bag hvilke den immaterielle ur-natur skjuler sig i rollen som det ”Noget”, der både har frembragt illusionen, og som til gunst for ur-begærets tilfredsstillelse også oplever og erkender den. Og via dette – som den egentlige pointe – indirekte erkender sig selv. Nemlig som just ”et Noget”, der både kan og vil opleve…

Det tre-enige funktionsprincip

At det immaterielle Noget i praksis kan virkeliggøre den materielle illusion forklarer Martinus med henvisning til det forhold, at det pågældende Noget i virtuel form rummer et i virkeligheden uendeligt potentiale af skabende muligheder i sig. Muligheder, der med henvisning til ur-begærets rolle i sammenhængen på autonomt grundlag udnyttes på en maksimalt rationel og hensigtsmæssig måde. Nemlig derhen at den pågældende ’måde’ lige akkurat imødekommer det samme ur-begærs krav til oplevelse og selverkendelse.

Det praktiske udtryk for dette er i første række ’etableringen’ af det foran omtalte tre-enige funktionsprincip, idet netop dette åbner op for en praktisk udnyttelse af samtlige øvrige skabende muligheder, der i virtuel form ’gemmer’ sig i det immaterielle verdensalt eller Noget.

Først og fremmest sikrer ur-begæret ved sit implicit subjektive image, at det immaterielle Noget naturligt og selvfølgeligt træder i karakter som indehaver af samme ur-begær. Dvs. gør sig gældende som subjekt med kompetence til at spille rollen som ikke alene princippet oplever (af bl.a. ur-begæret), men også som princippet skaber, i og med at oplevelse forudsætter noget at opleve og dermed tilvejebringelsen af et alternativ til den ikke erkendbare, immaterielle virkelighed som sådan. Dvs. den materielle illusion.

Rollen som princippet skaber/oplever/subjekt tjener dermed som det første aspekt af det treenige funktionsprincip.

For imidlertid at kunne udfylde denne rolle er det naturligvis nødvendigt, at subjektet råder over en relevant, skabende formåen. På den ene side evnen til i praksis at kunne frembringe det materielle blændværk som sådant; og på den anden side evnen til at kunne registrere det samme blændværk som såkaldt oplevelse. Princippet subjektet må m.a.o. kunne mønstre en kombineret skabe- og oplevelsesevne, der således tegner sig som aspekt nr. 2 af det treenige funktionsprincip.

Endelig er det tredje aspekt repræsenteret ved resultatet af samspillet mellem de to første aspekter: subjektet og dets skabe-/oplevelsesevne; dvs. ”det skabte”, repræsenteret ved den materielle illusion som objektiv virkelighed på den ene side, og oplevelsen af den som subjektiv virkelighed på den anden side.

Det er i den forbindelse vigtigt at holde sig for øje, at de tre aspekter i praksis udgør en integreret og uadskillelig enhed. Nemlig verdensaltet set som et levende væsen i mega-format. I og med at de tre aspekter bag om deres respektive roller repræsenterer én og samme immaterielle basisvirkelighed, tegner de iflg. sagens natur tilsammen helt bogstaveligt et tre-enigt funktionsprincip. Ydermere et evigt, tre-enigt funktionsprincip, takket være det autonome moment i sammenhængen. Eller sagt anderledes: det tre-enige funktionsprincip har aldrig haft en begyndelse, og vil ligeledes aldrig få en afslutning. Det har med andre ord evigt gjort sig gældende, og vil også evigt bestå fremover.

Ikke desto mindre kan man som et rent tankeeksperiment forestille sig det immaterielle verdensalt uden præg af det tre-enige funktionsprincip og dermed i den ur-form af tomhed og absolut stilhed, der har bevæget Martinus til at omtale det som ”X”. Denne fremgangsmåde vil nemlig forklare Martinus’ brug af udtrykkene X1, X2 og X3 , hvor X1 henfører til ”X” i rollen som princippet skaber/oplever; X2 til det samme ”X” i rollen som princippet skabe-/oplevelsesevne; og X3 til det nævnte ”X” i rollen som princippet det skabte/det oplevede. Altså det samme ”X” i tre principielt forskellige, samtidige roller af funktionel observans…

Det treenige funktionsprincips virksomhed i praksis

Skal man i korthed forklare, hvorledes det tre-enige funktionsprincip i praksis løser sin illusionsskabende opgave, vil det være hensigtsmæssigt primært at rette opmærksomheden mod dets aspekt nr. 2: skabe-/oplevelsesevnens princip, idet dette aspekt med afsæt i ur-begæret kommer til udtryk som den faktor i vor kendte verden, vi omtaler som energi, og hvilket harmonerer med, at alt det stoflige (jfr. Einsteins berømte ækvivalensformel: E = mc2) i virkeligheden er mere eller mindre forklædt energi, ligesom alle materielle funktioner og processer rent faktisk er et spørgsmål om energiomsætning – sanse-/oplevelsesprocesser inklusive.

Som det således fremgår, tager energibegrebet i Martinus fremstilling udgangspunkt i ur-begæret og ér i virkeligheden dette i dets alliance med en række supplerende faktorer af virtuel observans, tilhørende det immaterielle verdensdyb. Faktorer, der under indflydelse af netop ur-begæret tilsammen på autonom vis konfigurerer det tre-enige funktionsprincips aspekt nr. 2 og gør det operationsdygtigt. Altså skabe-/oplevelsesevnens princip – X2.

I praksis giver dette samspil mellem ur-begæret og de førnævnte virtuelle faktorer sig udtryk i tilblivelsen og eksistensen af syv såkaldte grund-energier, der alle har status som individuelle, skabende elementar-evner af mental natur, og som derfor også via ur-begæret på hensigtsmæssig måde direkte kan kontrolleres af subjektet/X1. Dette så meget mere som grundenergierne på autonom vis er organiseret på en ganske bestemt måde. Nemlig den, at én af grundenergierne – den syvende – tjener som bro mellem subjektet/X1 og de seks øvrige grundenergier, som den samtidig (fra sag til sag) ’afmåler’ og ’føder’ efter behov. Og netop denne position og rolle har meget naturligt tilskyndet Martinus til at omtale den syvende grundenergi som moder-energien, der således – rent operationelt – de facto er den første grundenergi.

Moderenergien tjener altså som subjektets/X1’s evne til med afsæt i ur-begæret at generere og kontrollere de seks øvrige grundenergier og dermed dét særlige sæt skabende elementarevner, der knytter sig til disse. Men hvorfor forekommer der lige præcis syv grundenergier. Kunne der ikke lige så godt være tale om flere end syv…? Eller for den sags skyld færre end syv…? Er der en særlig forklaring på dette…?

Svaret er ”Ja!”. Det skyldes iflg. Martinus, at de syv grundenergier ved deres respektive egenskaber samt den måde, de supplerer hinanden på, lige akkurat er dét der skal til for at det bliver muligt både objektivt og subjektivt at tilvejebringe indtrykket af et materielt modstykke til den immaterielle ur-virkelighed. OG fordi ’naturen’ ud fra et rationelt hensyn ikke befatter sig med overflødige ’værktøjer’ og virkemidler.

At det virkeligt forholder sig således, vil et nærmere studium af de enkelte grundenergier kunne bekræfte. En sådan indsats er dog ikke mulig på dette sted, og vi skal derfor nøjes med i det følgende at tegne et ultra kort signalement af hver enkelt grundenergi. Et signalement, der rent pointemæssigt allerede kommer til udtryk gennem de navne, Martinus har tilkendt dem hver især, og som er følgende: 1) instinktenergien; 2) tyngdeenergien; 3) følelsesenergien; 4) intelligensenergien; 5) intuitionsenergien; 6) hukommelsesenergien; og 7) moderenergien.

Som allerede foran oplyst spiller moderenergien rollen som en overordnet grundenergi i den forstand, at den både genererer, kontrollerer og koordinerer de seks øvrige grundenergier – de såkaldte arbejdsenergier. Og set i dette lys er moderenergien som tidligere sagt rent operationelt at betragte som den første grundenergi – kilden til de seks øvrige. Hvoraf følger, at det også er relevant at indlede redegørelsen for grundenergiernes karakteristika med et signalement af denne.

Overordnet grundenergi:

Moderenergien

Med det, der allerede er sagt om moderenergien, turde det være klart, at denne grundenergi i praksis tjener som indbegrebet af subjektets skabe-/oplevelsesevne/X2, hvorfor det heller ikke kan undre, at Martinus supplerende omtaler den som ”det guddommelige skabeprincip”.

Særligt to forhold bekræfter, at moderenergien lever op til dette ophøjede prædikat:

1. På velkontrolleret måde ’føder’ den som sagt efter behov – og dermed fra ’sag til sag’ – de seks øvrige grundenergier i hensigtsmæssige kombinationer eller blandingsforhold og muliggør herved, at skabelsen kan varieres i det uendelige.

2. Ydermere bidrager den til skabelsens mirakel gennem formidlingen af en serie såkaldte ”kosmiske skabeprincipper”, der som et sæt morfogenetiske effektkonstanter på den ene side overordnet og uafbrudt sikrer tilblivelsen og dermed virkeliggørelsen af den materielle illusion som sådan, og som på den anden side garanterer, at denne virkeliggørelse også evigt finder sted i pagt med en nærmere bestemt kosmisk verdensorden, således at resultatet af den løbende skabelse permanent har karakter af et KOSMOS – et ordnet verdensalt, i hvilket selv kaos er en del af tingenes orden.

Vi skal senere vende tilbage til de kosmiske skabeprincipper, men her først kaste et blik på de seks øvrige grundenergier og disses egenskaber – de såkaldte arbejdsenergier – idet det i praksis er dem, der genererer den materielle illusion og således primært tegner denne i dens egenskab af ”det skabte”.

1. Første arbejdsenergi:

Instinktenergien

For instinktenergien gælder det, at den er eksponent for alt, hvad der kommer ind under begreberne automatik, automation, autonomi (rutiner mv.).

2. Anden arbejdsenergi:

Tyngdeenergien

I samme forbindelse er tyngdeenergien eksponent for begreberne ekspansion og dynamik, hvilket bl.a. indebærer, at den også er hovedkomponenten i fysisk stof som koncentreret bevægelseskompleks betragtet og i samme forbindelse hovedansvarlig for egenskaben masse (hvilemasse/vægt/tyngde); deraf netop navnet tyngde-energien.

3. Tredje arbejdsenergi:

Følelsesenergien

Omvendt er følelsesenergien eksponent for alt, hvad der kommer ind under begreberne kontraktion (sammentrækning), registrering og regulering af dynamik.

4. Fjerde arbejdsenergi:

Intelligensenergien

Mht. intelligensenergien er denne eksponent for domænet hensigtsmæssighed, logik og fornuft.

5. Femte arbejdsenergi:

Intuitionsenergien

Og i samme forbindelse er intuitionsenergien eksponent for domænet design- og idéskabelse.

6. Sjette arbejdsenergi:

Hukommelsesenergien

Endelig er hukommelsesenergien, som ordet siger, eksponent for alt, hvad der kommer ind under begreberne akkumulation, bevarelse og arkivering.

På disse seks skabende grundevner hviler altså iflg. Martinus overhovedet AL skabelse i det manifeste verdensalt sådan at forstå, at det pågældende verdensalt simpelthen ER disse seks grundenergier – består af dem, idet det skal tilføjes, at de tre første primært er materieskabende og dermed hovedansvarlige for det manifeste verdensalts fremtræden som et objektivt stof- og bevægelsesocean, medens de tre sidstnævnte primært er bevidsthedsskabende og dermed hovedansvarlige for det samme verdensalts subjektive fremtræden som livsoplevelse og bevidsthed for subjektet/X1. Men i og med at de seks arbejdsenergier alle på kontrolleret vis udspringer af moderenergien og dermed i virkeligheden er specifikke former af denne, sætter moderenergien også sit eget præg på det manifeste univers. Nemlig via de tidligere omtalte kosmiske skabeprincipper, som den er eksponent for, og som helt autonomt sikrer tilstedeværelsen af en kosmisk verdensorden i det manifeste univers – såvel på det objektive som på det subjektive plan af dette. En verdensorden, der som sin egentlige pointe udtrykker opfyldelsen af de særlige betingelser, der ved roden er selve forudsætningen for tilblivelsen og eksistensen af det manifeste alternativ til den immaterielle ur-natur. Altså det materielle verdensalt…

* * *

Som allerede foran oplyst, er de omtalte kosmiske skabeprincipper at definere som et kontingent af morfogenetiske effektkonstanter forstået på den måde, at de hver især yder et karakteristisk bidrag til den nævnte verdensorden og derfor også alle på hver sin måde sætter deres præg på det manifeste verdensalt. Et præg, der begrunder de navne, Martinus har knyttet til dem, og som for de 8 vigtigste lyder: polprincippet, livsenhedsprincippet, kontrastprincippet, perspektivprincippet, bevægelsesprincippet, talentkerneprincippet, kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet samt verdensgenløsningsprincippet. Således er fx polprincippet ansvarligt for eksistensen af alle mulige polære forhold og tilstande i den manifeste verden; og tilsvarende er bevægelsesprincippet i pagt med sit navn ansvarligt for alle mulige bevægelsestilstande, og således fremdeles: kontrastprincippet for modsætningsforhold, perspektivprincippet for størrelsesforhold osv. osv.

Et særligt vigtigt skabeprincip at give agt på er stof- og livsenhedsprincippet, idet dette er ansvarligt for den manifeste virkeligheds fraktale og kvantiserede natur og præg. Altså dens opsplitning i enheder af enhver art. Herunder organismer for levende væsener. Dette fraktale præg er nemlig udtryk for, at det levende verdensalt på det manifeste plan har opsplittet sig selv i levende enheder – i tre-enige livskvanter eller levende væsener – og herved har brudt dén kosmiske ensomhed, der ellers ville være gældende for det altomfattende megavæsen (Se evt. Martinus symbol nr. 7 – Livsenhedsprincippet).

Konklusion/Syntese

Den operationelle sammenhæng i tingene er altså med udgangspunkt i en altomfattende, immateriel ur-natur den, at ur-begæret ved sig selv på tre-enig vis forløser subjektet, moderenergien og de seks øvrige grundenergier fra deres ’form’ som virtuelle ’anlæg’ i den pågældende ur-natur og herved afstedkommer tilblivelsen af et materielt alternativ til denne med status som en raffineret illusion. Nemlig det kendte univers med alt, hvad det ér og rummer… (Se evt. M.C. Eschers tegning ”Metamorphose”.)

Fænomenerne livsoplevelse/bevidsthed – det subjektive virkelighedskompleks

Tilbage er der blot at gøre rede for, hvordan fænomenerne livsoplevelse og bevidsthed kommer ind i billedet og dermed hele det subjektive virkelighedskompleks.

Rent principielt er det i virkeligheden ret simpelt set som et produkt af det treenige funktionsprincips funktionsmåde, idet de to fænomener (livsoplevelse og bevidsthed) meget enkelt kan defineres som et spørgsmål om den måde, skabe-oplevelsesevnen/X2 med samt dens objektive funktioner og processer/X3 til enhver tid eksisterer for subjektet/X1. For takket være den treenige sammenhæng mellem de tre aspekter af det pågældende funktionsprincip ligger det umiddelbart i kortene, at det, der sker i skabe-oplevelsesevnen/X2, på en eller anden måde må få eksistens for subjektet/X1 i dets egenskab af oplever. Nemlig eksistens som lige akkurat det fænomen, vi uden nærmere overvejelse i det daglige kalder livsoplevelse. Og i fortsættelse af dette også bevidsthed: viden om væren. Eller i udvidet form: viden om Nogets væren. Nemlig til syvende og sidst: viden om ens egen væren. For ikke sandt: Jeg oplever; altså ér jeg…

Men samtidig fremgår det også direkte af ovenstående definition, at livsoplevelse og bevidsthed tilhører en anden værens- og virkelighedskategori end tilfældet er med den objektive stofverden. Nemlig subjektiv virkelighed, i og med at den helt og holdent står og falder med subjektets/X1’s eksistens. For uden den rolle, netop subjektet/X1 spiller, ville skabe-/oplevelsesevnen med samt de her forekommende processer og funktioner iflg. sagens natur være fuldstændigt ukendte og u-erkendte for nogen eller noget og dermed på forhånd afskåret fra opnåelse af subjektiv status. Eller sagt anderledes: uden subjektets princip som en del af virkeligheden ville verdensaltet være totalt bevidstløst og kunne i samme forbindelse aldrig hæve sig op over den status som ukendt, immateriel væren af tomhed og absolut stilhed, der iflg. Martinus er dets ur-natur.

Om den fysiske hjerne

Men er det da ikke den fysiske hjerne, der suverænt både skaber og har livsoplevelsen og bevidstheden, ligger det nær at spørge…?

Iflg. Martinus ”Nej!” Hjernens rolle er udelukkende at fungere som en bro (interface) mellem det kosmiske subjekt-princip/X1 på den ene side, og den fysiske stofvirkelighed på den anden side. En bro, der ved sin særlige substans og opbygning muliggør livsoplevelse og bevidsthed på netop fysiske betingelser – ikke kun for menneskets vedkommende, men for alt liv i den fysiske stofsfære. Takket være hjernen er det m.a.o. muligt at generere dét mentale og dermed subjektive cyberspace, ethvert livskvante her i den tunge, fysiske stofverden primært lever i og direkte har kendskab til, og som selv under disse udfordrende vilkår engagerer subjekt-princippet og grundlæggende tilfredsstiller dets ur-begær…

Supplerende arbejder af forfatteren:

”Mayas slør” – Introduktion til et kosmisk paradigmeskifte; Nordisk Impuls 2010

”I begyndelsen var tomheden”; Nordisk Impuls 1998

”X”, bind 1; Nordisk Impuls 1997

”Kosmisk kemi”; Nordisk Impuls 2008

”Det kosmiske gudsbegreb”; Nordisk Impuls 2007

--

Retur til artikeloversigt