Nordisk Impuls

Hjernespind

Refleksioner over den materialistiske hjerneteori efter en radioudsendelse

på DR P1 den 20.03.2010 (Videnskabens Verden)

Iflg. den materialistiske hjerneteori, som den kom til udtryk i udsendelsen, er det vi kalder "jeg/vi" (sammen med alt muligt andet af subjektiv/åndelig karakter) helt og aldeles og uden undtagelse et produkt af hjernens autonome virksomhed, og set i dette lys er ethvert levende væsen i virkeligheden et sagesløst offer for sin egen hjerneaktivitet. Herunder mht. bl.a. kriminel adfærd og lignende for menneskets vedkommende. Og følgelig burde iflg. det materialistiske livssyn alle former for sanktioner og straffende adfærd fra samfundets side anlægges på helt andre kriterier end de nugældende med deres forankring i forestillingen om individets faktiske ansvarlighed over for egne handlinger. Fx anlægges på betingelsesløs tilgivelse kombineret med pragmatisk orienteret vilje til på en anstændig måde løbende at 'rense op'/'rense ud' i samfundslegemet, uanset om den valgte praksis strengt taget har noget med retfærdighed at gøre eller ej. Ja, selve dette udtryk er i lyset af moderne hjerneforskning simpelthen absurd. Der bor nemlig iflg. denne slet ikke nogen "ånd" i maskinen, som man kan gøre ansvarlig for dens adfærd (Koestler); der er KUN maskinen, som via et netværk af autonome responsenheder på 100% autogen vis producerer hele det mentale 'set up', repræsenteret ved såkaldte tanker, følelser, sanseindtryk, drifter, moralnormer, motiver og tilskyndelser mv. samt i konsekvens af dette også løbende et sæt 'outputs' i form af personlige livsytringer, manifesteret som individuelt handlingsliv og adfærdsmønster. Skulle man derfor på konsekvent vis tage det materialistiske livssyn for pålydende, burde hele vores jura og lovgivning omvurderes og omskrives. Vore hjerner må i deres erkendelse af egen autonomi og magtfuldkommenhed tilskynde sig selv til at barsle med en helt ny og anderledes justits, etik og samfundsorden end den nugældende og dermed opvise en ægte 'støvle strop'-præstation. Hvor absurd det ud fra sit grundlag end må forekomme.

Man kan i samme forbindelse undre sig over forskernes udelte begejstring for resultaterne af deres forskning: nemlig at se mennesket og dets adfærd (og dermed sig selv) reduceret til et prosaisk, robotagtigt produkt af den stedfindende hjerneaktivitet. Det virker for en 'ikke-troende' som en særegen form for perversion, genereret af hjerner(!) der totalt er gået i nihilistisk selvsving. Og tænker man nærmere efter, forekommer hele scenariet mest af alt som et stort og raffineret konspirationsplot med ukendt ophav. Med mindre grund-antagelsen er forkert derhen, at der i strid med den herskende hjerneteori ikke desto mindre rent faktisk forekommer en "ånd" i maskinen. En ”ånd”, der i respekt for fysikkens og fysiologiens love både ubesværet og meningsfuldt samarbejder med den pågældende ’maskine’, således som alle vise gennem tiderne har hævdet, og som også den danske mystiker og intuitionsbegavelse Martinus er talsmand for (1890-1981).

I Martinus’ optik er mennesket først og fremmest et åndeligt væsen, kendetegnet ved personlig udødelighed. Men samtidig et væsen, der af visse grunde midlertidigt er bundet til en tung fysisk organisme, som den åndelige del af mennesket rent principielt behersker takket være det organ, vi kalder hjernen, og som i praksis spiller rollen som et koblingsled eller ’interface’ mellem det fysiske og det åndelige virkelighedsplan og således tjener som dét særlige ’hardware’, der muliggør livsoplevelse og bevidsthed på fysiske betingelser; dvs. i perioder, hvor individet netop er knyttet til en fysisk organisme.

Iflg. Martinus’ (og andre vise før ham) er hjernen altså ikke hverken nogen selvbærende eller enerådende dukkefører’ bag den menneskelige livsudfoldelse og adfærd, men er derimod et tjenende organ i en større sammenhæng. Et organ, der med henvisning til et vist mål af fri vilje hos dets indehaver sætter denne (og dermed det åndelige menneske bag organismen) i stand til at have bevidsthed på det fysiske plan, og ydermere omsætte bevidsthedslivet til et relevant, fysisk handlingsliv. Men vel at mærke i fuld ansvarlighed over for den såkaldte skæbnelov, iflg. hvilken man som retfærdighedsskabende hovedregel altid før eller senere kommer til at høste det, man selv tidligere har sået. Hverken mere eller mindre…

- PBJ

--

Retur til artikeloversigt