Åndsvidenskab kontra Naturvidenskab
Et sted udtaler Martinus, at ”naturvidenskaben er åndsvidenskaben i svøbet”. Men hvorfor nu det…? Hvordan giver dette samspil mellem de to videnskaber sig til kende i en tid, hvor naturvidenskaben via sin erklærede materialisme synes alt andet end åndeligt orienteret…? Og hvad er i det hele taget videnskab, når det kommer til stykket…?
For at tage det sidste spørgsmål først, så er al videnskab – som selve ordet sige – et spørgsmål om at skabe viden – er ganske enkelt skabelse af viden om den verden, vi lever i og selv er en del af. Dels motiveret af nysgerrighed, og dels drevet frem af praktiske grunde, idet viden om verden både er en super overlevelseskvalitet og samtidig en mulighed for at gøre tilværelsen mere bekvem og behagelig for den enkelte. Herfor taler ikke mindst den teknologi, vi i dag er vidne til samt har til rådighed, og som er det praktiske resultat og udbytte af den naturvidenskabelige forskning.
Og apropos denne forskning, så vidner den ikke mindst ved sin moral om sin status og bestemmelse som spire til en kommende åndsvidenskab. For uanset hvad man end kan mene om dens materialistiske livssyn og virkelighedsopfattelse, ligger det samtidig fast, at den er indbegrebet af sandhedssøgning og takket være netop dette kan barsle med nogle resultater, vi kan bruge til noget. Nemlig skabelsen af hele det teknologiske isenkram, og hvor den digitale revolution foreløbigt er sidste skud på stammen.
Om den naturvidenskabelige forskningsmetode og dens akilleshæl
I praksis giver den moralske kvalitet af naturforskningen sig i første række udtryk i kompromisløs troskab mod den metode, man efter mange og lange overvejelser i 15-, 16- og 1700-tallet valgte at anlægge den pågældende forskning på, og om hvilken den franske molekylærbiolog og nobelpristager Jaques Monod har udtalt, at man ikke blot for et øjeblik, eller bare på et lille område, kan tilsidesætte den pågældende metode uden at forråde selve indbegrebet af videnskabelighed.
I praksis drejer det sig om den objektive metode anlagt på måle og vejeprincipper, idet man herved som udgangspunkt holder sig til fakta, som alle uanset køn, race, religion og filosofisk tilhørsforhold kan være enige om, samtidig med at de indvundne fakta kan gøres til genstand for matematisk bearbejdning, der i princippet også er objektiv.
Når fortidens kloge hoveder omsider valgte netop denne asketiske metode som grundlag for naturforskningen, var det for at tage højde for det problem, det empiriske moment var eksponent for. Altså det forhold, at al forskning ifølge sagens natur tager udgangspunkt i subjektiv sanseoplevelse og erfaringsdannelse og derfor som næste skridt også naturligt åbner op for subjektiv tolkning af de observerede fænomener. En tolkning, der i princippet som udgangspunkt er fuldstændigt fri og derfor mht. overbevisningskraft i hvert enkelt tilfælde vil kunne stå og falde med effektiv argumentationsteknik og dialektisk dygtighed (eller andre irrelevante pressionsmidler) frem for at have opbakning af et egentligt bevis på tolkningens autenticitet og dermed dens overensstemmelse med virkeligheden. Men hvordan overhovedet føre et sådant bevis på subjektivitetens præmisser i betragtning af, at tolkning uløseligt hænger sammen med tænkning og dermed er en frugt af individuel og subjektiv åndsvirksomhed…?
Løsningen på dette problem gav sig udtryk i indførelsen af den såkaldte ”eksperimentets dom” som en del af den naturvidenskabelige forskningsmetode.
Det pågældende tiltag hviler i samme forbindelse på følgende ræsonnement:
Hvis tolkningen af et givent sæt måleresultater er korrekt, må det indebære, at et hensigtsmæssigt tilrettelagt og udført eksperiment for eget vedkommende vil lede til et ganske bestemt resultat, som ud fra tolkningen kan forudses. Opnås derfor rent faktisk dette særlige resultat, betragtes det som en foreløbig bekræftelse på tolkningens rigtighed; opnås der derimod et andet og i denne forstand uventet resultat, ses det som et dementi af tolkningens rigtighed.
Når der i tilfældet med det positive udfald af eksperimentet ovenfor tales om en foreløbig bekræftelse på tolkningens rigtighed, hænger det sammen med, at man som ægte sandhedssøger inden for naturvidenskaben ikke giver sig tilfreds med en enkelt bekræftelse, men stiller krav til mange forskellige eksperimenter, der alle uden undtagelse skal bekræfte tolkningen for at dens sandhedsværdi kan anses for bevist. Og det er netop ved dette strenge krav samt troskabet mod det at naturforskningen gør sig fortjent til prædikatet videnskab. Eller mere præcist: natur-videnskab, eftersom det er naturen med dens tilgængelighed for objektive måle- og vejetiltag, man fokuserer på. Og igen kan der peges på den moderne teknologi som et generalvidnesbyrd om, at den naturvidenskabelige metode i høj grad er relevant for den opgave, man har sat sig: at skabe viden om naturen og på dette grundlag både forstå, hvad den ved roden ér for noget, og hvordan den fungerer.
Som tiden er gået, har det imidlertid med voksende tydelighed vist sig, at det, som er naturvidenskabens styrke, samtidig er dens svaghed – er dens akilleshæl, så at sige.
Dette viser sig frem for alt ved naturforskningens voksende afhængighed af den rolle, den subjektive faktor spiller i forskningssammenhængen, og som allerede giver sig udtryk i indførelsen af begrebet ”teoretisk fysik”, der primært er et spørgsmål om avanceret tænkning og bl.a. omfatter den såkaldte kvantemekanik, der er så teoretisk orienteret, at forskningen her – jævnfør Martinus’ profeti – i næsten lige så høj grad minder om åndsvidenskab som om naturvidenskab, idet sidstnævnte stadigt vanskeligere kan adskilles fra førstnævnte, der for sit vedkommende samtidig mere og mere udpræget bliver afhængig af intuition. Hvilket i denne sammenhæng vil sige evnen til ikke alene at fatte, hvordan verden fungerer, men også forstå, hvorfor den gør det. Og vel at mærke gør det, som vi netop er vidne til. Og en ting mere: jo dybere, man søger at trænge ned i mikrokosmos, des vanskeligere og mere bekosteligt bliver det samtidigt at imødekomme kravet om eksperimentets dom, hvilket problemerne samt omkostningerne ved at påvise eksistensen af den såkaldte Higgs-partikel helt aktuelt og med al ønskelig tydelighed har demonstreret. For som bekendt krævede denne bedrift ikke alene bygningen og indsatsen af en ny kæmpe accelerator i Cern, men også deltagelsen af en vældig stab af forskere, der for en stor dels vedkommende havde til opgave at registrere, analysere og tolke de vundne måleresultater.
Men hvad skal så alt dette føre til…?
Som kortene ligger, taler alt for at naturvidenskaben i sin fortsatte udvikling stadigt mere tydeligt og omfattende vil blive teoretisk orienteret og dermed også i voksende grad vil få karakter af åndsvidenskab – helt som Martinus har forudsagt. Dette så meget mere som man på et tidspunkt vil blive nødt til at udvide forskningen til at omfatte undersøgelser af selve den subjektive faktor som sådan – hele det subjektive virkelighedskompleks i dets egenskab af grundlaget for al teoretisk virksomhed og dermed den form for virksomhed, der i pagt med hele udviklingen på alle områder stadigt tydeligere vil komme til at præge videnskabelig forskning. Herfor taler allerede udviklingen inden for fysikken. Men også biologien/genetikken med dens højaktuelle fokus på det såkaldte epi-genetiske fænomen (overordnet styring af genernes virksomhed); astronomien i dens konfrontation med på den ene side det såkaldte nulpunktfelt, og på den anden side den sorte energi og materie i verdensrummet. Og endelig hjerneforskningen/psykologien i dens erkendelse af, at man pådrager sig et støvlestrop-problem ved at holde fast i troen på, at det er den fysiske hjerne som sådan, der er ophav til alt det subjektive – herunder evnen til livsoplevelse, tænkning og erkendelse generelt, samt udforskning og forståelse af den samme hjerne specielt. For ikke sandt: Hvis det virkeligt er hjernen, der som hævdet på egen hånd genererer alt det subjektive, og man samtidigt deklasserer det subjektive til blot at være et spørgsmål om epifænomenal skinvirkelighed (læs falsk virkelighed), hvordan kan den samme hjerne så være kompetent mht. at fremkomme med et endeligt svar på spørgsmålet om sin egen identitet og rolle som tænker og forsker, idet dette svar jo i så fald ligeledes blot vil kunne have status som epifænomenal skinvirkelighed – altså falsk virkelighed…?
Tager man i lyset af dette den rolle i betragtning, som hjernen under alle omstændigheder spiller inden for alt, hvad der hedder forskning, da er det altså også af største vigtighed at gøre sig klart, at den samme hjerne iflg. den materialistiske hjerneteori rent faktisk påfører sig selv et erkendelsesteoretisk støvlestrop-problem derhen, at hjernen som sagt erkendelsesmæssigt forudsættes at kunne løfte sig selv ved håret, så at sige, og således fanges i et mega paradoks og dilemma, der for en uvildig betragtning ved roden anfægter dens troværdighed. For igen: hvis hjernen kun kan generere subjektiv skinvirkelighed og dermed falsk virkelighed, hvordan kan den så samtidigt være kompetent mht. en vurdering af sin egen sande identitet og rolle i en forskningsmæssig sammenhæng. Men på den anden side: Hvordan endegyldigt løse dette kardinalproblem, der i virkeligheden omfatter hele naturvidenskaben…?
Skal man tro Martinus, er svaret følgende: ved én gang for alle at erkende, at det subjektive og det objektive de facto er to sider af den samme mønt og derfor også begge på hver sin måde repræsenterer virkelighed. Endda indbyrdes forbunden virkelighed, der for begge versioners vedkommende i lige høj grad er tilgængelig for sand og ægte videnskabelig udforskning. Dvs. kalder på etableringen af en kompetent åndsvidenskab, der kan gå hånd i hånd med den allerede eksisterende og anerkendte naturvidenskab og på dette grundlag fostre en konsekvent og altomfattende kosmologi.
Om åndsvidenskaben og dens forskningsbetingelser
Nuvel! Men hvad skal man så helt konkret forstå ved åndsvidenskab…? Hvad er en sådan videnskabs naturlige forskningsdomæne, og hvorledes bedrives den i sin færdige form…?
Som allerede navnet siger, er der tale om en udforskning af det åndelige, hvilket først og fremmest vil sige bevidsthedens univers og grundlag. Kort sagt alt, hvad der hører ind under den subjektive form for virkelighed og dermed bl.a. sansekvaliteternes, tankernes, følelsernes og forestillingernes domæne. Men eftersom disse ’ting’ ikke er håndgribelige i tid og rum, som tilfældet er mht. materien/stoffet, lader naturvidenskabens objektive måle- og vejemetode sig ikke anvende her. I stedet må træde en metode, der på den ene side trækker på forskerens personlige erfaring og redelighed, og på den anden side som det helt afgørende primært hviler på intuition. Vel at mærke viljekontrolleret intuition på samme måde, som man inden for naturvidenskaben trækker på viljekontrolleret intelligens i samspil med ligeledes viljekontrolleret hukommelse og dermed erfaring.
Begge slags videnskab – naturvidenskaben og åndsvidenskaben – er altså i virkeligheden empiriske videnskaber i den forstand, at de begge som udgangspunkt trækker på sanseoplevelse og erfaring i samspil med rådighed over en evne til at bearbejde resultatet af begge disse to slags aktiver intellektuelt. Naturvidenskaben via anvendt intelligens. Og åndsvidenskaben via træk på intuition. Og som det allerede har vist sig, at intelligens er som et skræddersyet værktøj til brug for naturvidenskabelig udforskningen af den objektive stofverden, således vil det også med tiden vise sig, at viljekontrolleret intuition er et tilsvarende effektivt værktøj, når det drejer sig om åndsvidenskabelig udforskning af det subjektives/åndeliges uhåndgribelige og i virkeligheden immaterielle domæne.
Hvordan det…?
Først og fremmest på den måde, at intuition på det her krævede niveau bl.a. giver adgang til hele verdensaltets (læs Guds) viden om sig selv, indhøstet via en evig fortid. Som et uendeligt visdomsocean eller en altomfattende og allesteds værende, kosmisk database stiller dette erfaringsmateriale stiller sig nemlig automatisk til rådighed for enhver, der disponerer over viljekontrolleret intuition, og hvorved vedkommendes eget personlige erfaringsmateriale bliver ganske overordentligt meget suppleret og udvidet. Ja, faktisk får karakter af personlig alvidenhed og dermed evnen til at identificere og afkode ethvert fænomen, vedkommende konfronteres med. Herunder også mht. hele baggrunden for det pågældende fænomens eksistens og funktionelle egenart. Og hvad mere er: I dens samspil med følelse og intelligens fungerer intuitionen yderlige på en sådan måde, at dens indehaver ikke så meget som et splitsekund er i tvivl om, at vedkommendes forståelse af de til enhver tid forekommende fænomener er udtryk for absolut og total sandhed, således at en testmetode i lighed med ”eksperimentets dom” her på forhånd er komplet overflødig.
Med intuitionen som grundlag har den udviklede åndsforsker altså erkendelsesmæssig adgang til alle egne og kroge af det ganske verdensalt, det være sig i mikro-, mellem- og makrokosmos. Herunder også vedrørende årsagen til, at verdensaltet overhovedet eksisterer og er indrettet som det er. Man ser og erkender, at samme verdensalt ved roden og således i selve sit grundlag er totalt immaterielt og dermed ustofligt, men at det ved at trække på et raffineret, treenigt funktionsprincip ikke desto mindre er i stand til at generere en række illusionistiske effekter, der både objektivt og subjektivt får det til at fremtræde og fungere som et stofligt hierarki af guddommeligt LIV og livsfunktioner inden i liv og livsfunktioner uden nogen som helst grænse hverken ned i det små, eller op i det store. Og som dette blads læsere vil vide, var det oplevelsen og erkendelsen af netop dette sceneri og disse fakta, der i sin tid tilskyndede den unge mejerist Martinus Thomsen til at bruge resten af sit liv til at gøre dette billede af virkeligheden tilgængeligt for hele menneskeheden… Samtidig med at han så, at den samme menneskehed for alles vedkommende var på vej til ved selvsyn at tilegne sig den samme erkendelse af livet og virkeligheden, og i hvilken sammenhæng naturvidenskaben ved sin ihærdige og konstruktive sandhedssøgen for nuværende udgjorde fortroppen i dette erkendelsesprojekt. At den p.t. de facto var åndsvidenskaben i svøbet…
Om udtrykket ”kosmologi”
Der har på det seneste rejst sig stemmer til ugunst for brugen af udtrykket kosmologi som hjælpebetegnelse for det verdensbillede, Martinus har opstillet. Man mener ikke, det har nogen som helst berettigelse og ser det gerne endegyldigt erstattet af udtrykket ”Martinus Åndsvidenskab”, eller som alternativ: ”Det Tredje Testamente”.
Idet jeg afstår fra at tage stilling til disse ønsker, vil jeg som ’slutsten’ på den her bragte artikel gerne fremføre nogle få kendsgerninger vedr. den historiske baggrund for, at udtrykket ”Martinus Kosmologi” har fået årelangt indpas i sagen.
Det kom sig oprindeligt af, at Martinus i samråd med daværende generalsekretær Erik Gerner Larsson i 1959 betroede mig det hverv at skabe en systematiseret fremstilling af det kosmiske verdensbillede, udformet som et brevkursus og udrustet med opgavetillæg.
Dette gav også anledning til, at man drøftede hvilket navn, man skulle tildele det pågældende kursus. Mest nærliggende var rent umiddelbart at udgive det under navnet ”Korrespondancekursus i Martinus Åndsvidenskab” – dette så meget mere som selve hovedsædet for Martinus’ arbejde på den tid hed ”Martinus Åndsvidenskabelige Institut”.
Da jeg imidlertid via mit foredragsarbejde rundt om i landet havde erfaret, at mange fandt udtrykket ”åndsvidenskab” lige lovligt prætentiøst og skræmmende (ikke mindst når man skulle forklare andre, hvad det var man var interesseret i) fandt jeg anledning til under navnedrøftelsen at røbe disse tilkendegivelser for Martinus. Det smagte ham ikke rigtigt, men efter nogen tøven udbrød han: ”Jamen, hvad kan vi så kalde det…?”
Dette var jeg forberedt på, og havde også et alternativ parat. Nemlig ”Korrespondancekursus i Martinus Kosmologi”. ”Det lød neutralt, men alligevel interessant, og for øvrigt var udtrykket ’kosmologi’ ved at vinde indpas inden for naturvidenskaben, som mange jo interesserer sig for”, argumenterede jeg. ”Og for øvrigt betyder ordet kosmologi som bekendt læren om KOSMOS – det ordnede verdensalt”, tilføjede jeg, ”og det er jo lige akkurat en sådan lære, det kosmiske[!] verdensbillede er udtryk for”, føjede jeg yderligere til. Martinus tyggede lidt på det og udtrykte derefter ønske om lidt betænkningstid, idet han gerne ville drøfte sagen yderligere med Gerner Larsson, og ligeledes med medlemmerne af Instituttets bestyrelse.
Efter nogen tid vendte Martinus selv tilbage til emnet og erklærede, at der nu var enighed om at tilslutte sig mit forslag. Og hvad mere var: man ville også udadtil ændre instituttets navn til blot ”Martinus Institut” – et nyt navneskilt til at sætte på den ene lågestolpe var allerede bestilt…
At Martinus gik helhjertet ind for kosmologi-begrebet kom i øvrigt til udtryk, da han skulle skrive sin egen personlige introduktion til korrespondancekurset, der var klar til udgivelse i efteråret 1960. Han skrev som følger, citat:
INTRODUKTION
I henhold til, at Per Bruus-Jensen på min Opfordring og i nært Samarbejde med mig har udarbejdet nærværende Korrespondancekursus i Kosmologi, og jeg derfor i fuldt Mål har kunnet kontrollere dets særlige Struktur og Indhold, er det mig en Glæde at kunne udtrykke, at nævnte Kursus er en fremragende Hjælp og Vejledning til Forståelsen af LIVETS BOG’s kosmiske Analyser. Endvidere vil det samme Kursus i høj Grad være velegnet som Lærebog i den i nævnte Værk fremstillede Kosmologi.
PS! Kurset udkom i 10 år fra Martinus Institut og eksisterer i dag som det såkaldte ”X”-værk i 4 bind for på denne måde at bane vej for opfyldelsen af Martinus’ fremtidsvision af det pågældende værk som lærebog til brug for uddannelsen af kommende undervisere i hans kosmologi.
- PBJ
--
