Det kosmiske gudsbegreb

Det kosmiske gudsbegreb

I foråret 1921 fik den unge mejerist Martinus Thomsen en overvældende gudsoplevelse, der helt skulle komme til at ændre hans liv.

Men det var ikke en kirkens Vorherre med hvidt skæg oppe i skyerne, der trådte frem i hans visioner. Derimod drejede det sig om et kosmisk gigantvæsen, der omfatter og gennemtrænger hele verdensaltet. Et væsen, der er ophav og kilde til alt, hvad der eksisterer, og som ligeledes er til stede i hvert eneste levende væsen i tilværelsen.

At oplevelsen gjorde dybt indtryk på den unge Martinus siger sig selv, og det kan derfor heller ikke undre, at han efterfølgende så det som sin opgave at viderebringe dens indhold til sine omgivelser. Dette viste sig at være så stor en opgave, at den lagde beslag på hans tid og kræfter resten af livet.

På baggrund af sine undervisningsår hos Martinus bidrager Per Bruus-Jensen i denne bog med en række centrale 'snapshots' af det gudsbegreb, der viser sig i Martinus' egne omfattende værker, således at man på kort tid kan sætte sig ind i, hvad det drejer sig om. Nemlig et gudsbegreb, der har bud til både religionerne og naturvidenskaben samt det enkelte menneske i hverdagen.