Om varmelæren og det ekspanderende spiralkredsløb
Om spiralkredsløbet generelt
Som kendere at Martinus' kosmiske verdensbillede vil vide, fremstiller Martinus verdensaltet som et evigt og udødeligt, levende væsen, der er uendeligt i sin udstrækning, og som har opsplittet sig selv i et uendeligt antal livsenheder, kendt som de levende væsener.
Grunden til dette 'arrangement' er den enkle, at det kosmiske al-væsen, Gud, herved løser sig selv fra den ensomhed, der ellers ville være en kendsgerning, eftersom Gud i pagt med sin uendelighed er det eneste væsen af sin art, der eksisterer.
Endvidere tilfører Gud sig selv et oplevelsespanorama, der er sammensat af den uendelige skare livsenheders personlige livsoplevelse, idet kriteriet for et levende væsen iflg. Martinus frem for alt er dette, at det udgør et Noget, der kan og vil opleve.
Og endelig sikrer Gud sig også konstant fornyelse af sin altomfattende livsoplevelse, idet hver eneste livsenhed i konsekvens af indflydelsen fra det såkaldte ur-begær hele tiden stræber efter at forny og højne sin egen livsoplevelse og derved bidrager til implementering af de samme træk for den samlede guddommelige livsoplevelses vedkommende.
Som middel til både at sikre og forny livsoplevelsen disponerer den enkelte livsenhed på Guds vegne over 7 såkaldte grundenergier, der tilsammen tjener som individets skabeevne, og som fungerer på den måde, at den syvende behersker de seks andre, samtidig med at den syvende beherskes af individets Jeg, der således via netop den syvende får magt og kontrol over de seks øvrige med samt dé særlige skabende egenskaber og muligheder, der knytter sig til dem hver især.
Som et udtryk for rationel udnyttelse af de enkelte grundenergiers skabekraft inddrages de efter særlige retningslinier i individets skabelse på en sådan måde, at de én for én får lejlighed til udtømmende at demonstrere hele deres potentiale.
I praksis medfører dette, at individets livsoplevelse og erfaringsdannelse kommer til at forme sig som en vandring gennem et kredsløb i seks afsnit eller riger, hver især primært præget af én af grundenergierne. For imidlertid at sikre fornyelsesmomentet, skifter kredsløbet til et nyt niveau, når det omsider er fuldbyrdet, og hvilket sker hver gang, et kredsløb er afviklet. Og følgelig kommer den enkelte livsenheds livsbane til at forme sig som en evig vandring gennem sammenhængende kredsløb, der bliver mere og mere omfattende og derfor under ét får karakter af et ekspanderende spiralkredsløb.
Om spiralkredsløbet og varmelærens første hovedsætning
Det ekspanderende spiralkredsløb er altså en konsekvens af kravet til livsoplevelsens evige fornyelse, idet det nævnte krav netop imødekommes gennem de nye måder, grundenergierne kan udnyttes på fra det ene enkeltkredsløb til det næste, og hvilke måder i praksis er uendelige.
At dette virkeligt er tilfældet kommer hos Martinus til udtryk gennem hans redegørelse for de såkaldte organismeprincipper, af hvilke han opererer med syv kosmiske standardprincipper, der efter tur afløser hinanden, nemlig 1. elementarpartiklens princip, 2. cellens princip, 3. organets princip, 4. organismens princip, 5. klodens princip, 6. solsystemets princip, og endelig 7. galaksens princip, der for sit vedkommende afløses af en gentagelse af det første princip, men i en højere form – dvs. elementarpartiklens princip, men nu i skikkelse af hele universer – og således fremdeles.
Tager man nu i betragtning, at samtlige verdensaltets uendelige skare af levende væsener er knyttet til det ekspanderende spiralkredsløb og således alle uden undtagelse over tid er genstand for vækst, rejser det spørgsmålet om, hvorledes dette er muligt. For ikke sandt: vækst kræver noget at vokse af, og da det er samtlige livsenheder i verdensaltet, der er genstand for vækst, kræver sandsynliggørelsen af dette scenario ifølge sagens natur, at der kan svares på spørgsmålet om, hvad der stiller sig til rådighed for denne vækst. Ikke mindst i betragtning af, at summen af levende væsener allerede i udgangspunktet disponerer over alt det stof og al den energi, der eksisterer, efter som summen af væsener udtrykkeligt er uendelig. Og altid har været det…
Da jeg engang først i 1960'erne under en af vore vandreture i Dyrehaven konfronterede Martinus med denne problemstilling, svarede han spontant: "Jamen der er da nok af energi og stof; der er jo altid alt det, der er brug for. Verdensaltet er jo uendeligt." Hvorefter han kom med en længere, meget abstrakt udredning, som jeg på daværende tidspunkt så godt som intet forstod af. Hvorimod jeg i mine tanker fokuserede på det, man inden for fysikken kalder varmelærens første hovedsætning, der siger, at "summen af energi i universet er konstant; der hverken skabes eller forgår energi". Og da denne sætning anses for ukrænkelig, var det virkeligt svært for mig at forstå, at der kunne eksistere et evigt ekspanderende spiralkredsløb, idet et sådant jo netop til stadighed kræver tilvækst af energi og stof, der for sidstnævntes vedk. (jfr. formelen E=mc²) som bekendt er bunden energi.
Men så hørte jeg nogle år senere om big-bang-teorien, der midt i 1960'erne kom på banen, og med denne en mente begyndte jeg at ane en løsning, der bekræftede muligheden af det ekspanderende spiralkredsløb. Ifølge bb-teorien eksisterede det stof og den energi, der i dag konstituerer universet, nemlig slet ikke forud for big-bang. Hvilket i praksis vil sige, at det ganske univers med dets tid og rum samt sine utalte galakser, stjerner, planeter, støvskyer, mørke stof og mørke energi alt sammen iflg. den højeste naturvidenskabelige ekspertise er opstået af ingenting. Ja, du læste rigtigt: af ingenting, hvilket mildest talt er endnu mere fantastisk end det, som præsten prædiker i kirken, idet denne trods alt opererer med en Gud som ophav til verdens tilblivelse.
Men hvad mere er: samtidigt er en sådan forklaring på ultimativ vis i strid med varmelærens første hovedsætning og ophæver som følge heraf denne, med mindre den pågældende forklaring som alternativ rummer en løsning, der er forenelig med netop bevarelsessætningen. En løsning, der følgelig også siger god for det ekspanderende spiralkredsløbs eksistens og dynamiske 'opførsel'.
Om spiralkredsløbet og det uendelige, virtuelle verdensdyb – 0X
I lang tid var det inden for videnskabelige kredse næsten tabu at tale om eksistensen af noget, der havde været før big-bang. Man kunne med den verdensberømte, engelske matematiker Stephen Hawkins ord lige så godt spørge, hvad der befinder sig nord for nordpolen. Men langsomt begyndte der ikke desto mindre at komme forskere på banen, der havde mod og begavelse til at fremsætte nogle lovende teorier gående ud på, at big bang havde taget udgangspunkt i et hypersymmetrisk ur-plan af virtuel karakter og i praksis skyldtes spontan opståen af såkaldte kvantefluktuationer, der forstyrrede symmetrien, og som med en enorm energiudladning til følge gav anledning til fremkomsten af netop big-bang-hændelsen. Men hvis dette har kunnet lade sig gøre én gang, hvad skulle der så være i vejen for, at det kan lade sig gøre igen…? Eller for den sags skyld mange gange…? Hvor går i det hele taget grænserne for, hvad det hypotetiske, hypersymmetriske ur-plan kan præstere…? Hvad er rent faktisk dets kapacitet, når det kommer til stykket...? Er den fx stor nok til at kunne 'fodre' et ekspanderende spiralkredsløb med stof og energi i al evighed…?
Vi ved det ikke, men det kan til gengæld betragtes som interessant, at Martinus i sin allerførste skitsebog fra tiden 1924-29 har fremstillet en tegning, hvor der optræder et område, han kalder "det umanifesteredes energi". Og tilsvarende er det interessant, at han i sit allersidste værk – "Den intellektualiserede kristendom" – opererer med en totalt immateriel faktor, han kalder 0X, og som han beskriver som kilden til alt, hvad der i øvrigt eksisterer – de tre øvrige X'er inklusive. Og endelig er det for undertegnede højest tankevækkende, at både fysikkens hypersymmetriske ur-plan og Martinus' 0X-faktor udpræget er i tråd med dén meget abstrakte redegørelse for eksistensen og vedligeholdelsen af det evigt ekspanderende spiralkredsløb, som Martinus i sin tid fremkom med under vores vandring i Dyrehaven, men som jeg på daværende tidspunkt ikke fattede ret meget af. En redegørelse, hvis pointe i fornyelsesøjemed er, at det guddommelige Jeg/X1 under indtryk af sit ur-begær grundlæggende har til opgave ved hjælp af skabeevnen/X2 at omskabe de virtuelle potentialer i 0X-sfæren til en form som skabte 'ting'/X3 – såvel objektivt som subjektivt…
Diagrammet i sin helhed udtrykker Guds evige skabelse af det ekspanderende spiralkredsløb (udsnit). En skabelse, der muliggøres af samme Gud i dennes egenskab af et treenigt funktionskompleks, udtrykt ved den hvide trekant i venstre side af diagrammet. Selve den hvide farve henfører i samme forbindelse til Guds Jeg/X1, ligesom det violette cirkelfelt uden om trekanten henfører til Guds skabeevne/X2. Og endelig udtrykker spiralen til højre det ekspanderende spiralkredsløb med dets seks naturriger, hvilke under ét har status som det skabte resultat af skabeevnens virksomhed/X3.
Design: dr. techn. I. G. Hannemann.
- PBJ
Kilder:
Martinus: "Den Intellektualiserede Kristendom", Martinus Institut
ibid.: "Skitsebog fra 1924-29" – Se Sol & Måne af Per Bruus-Jensen
Bruus-Jensen, Per: "Martinus og det levende Verdensalt"; gratis infohefte
ibid.: "Det Kosmisk Gudsbegreb", Nordisk Impuls 2007
Laszlo, Ervin: "Quantum Shift in the Global Brain", Inner Tradisions 2008
Riel, Alex: "Mystik & Videnskab", Forlag 1.dk 2009
Rosell, Magdalena: "Soluppgång över vetenskapen", Världsbild förlag 2009
Smolin, Lee: "Trouble with Physics", First Mariner Books 2007
Steinhardt/Turok: "Endless Universe";( Beyond the Big Bang), Broadway Books 2007
--
