På internationalt plan er verden i denne tid vidne til opkomsten af en ekspanderende ateisme, anført af en skare velrenommerede forskere med den engelske evolutions- og adfærdsbiolog Richard Dawkins i spidsen. Altså mennesker med en betydelig viden om den verden, vi lever i, og som derfor også mht. deres argumenter tilgodeses af stor gennemslagskraft.
Hovedbudskabet lyder, at det fysiske stof med tilhørende energier og kræfter er den eneste form for virkelighed, der reelt eksisterer, hvorimod alt det subjektive og såkaldt åndelige begrænser sig til at være et spørgsmål om mere eller mindre illusoriske produkter af de fysiske organismers mange forskellige processer og således kun repræsenterer skinvirkelighed.
I samme forbindelse ses den såkaldte evolution som et så at sige mekanisk produkt af det kaotiske samspil mellem naturlovene på den ene side, og virvaret af rene tilfældigheder på den anden side, således at verden med dens mange eksempler på tilsyneladende design og hensigtsmæssighed godt nok har lov til at se ud, som den til enhver tid gør, men ikke nødvendigvis har pligt til det, idet den under andre forhold ligeså godt kunne se helt anderledes ud.
Anskuet i den ateistiske optik kan evolutionen altså ikke tilkendes status som virkeliggørelsen af et forud planlagt projekt, der viser tilbage til en målbevidst projektmager, men må betragtes som det faktiske udfald af en 100% objektiv og ubesjælet stofverdens helt igennem mekanisk-pragmatiske måde at fungere på. Og følgelig er der heller ikke hverken plads til eller behov for en bevidst styrende instans i sammenhængen – en projektmager, designer eller Gud.
Som allerede indledningsvis bemærket, kan der føres yderst tungtvejende argumenter i marken til støtte for dette virkelighedsbillede. Og dog står det ikke uimodsagt hen, men underkendes og afvises af utallige mennesker, der gennem tiderne mere eller mindre spontant og utilsigtet har erkendt en helt anden løsning på virkelighedsproblemet. Herunder ikke mindst de såkaldte mystikere, der med baggrund i særlige erkendelsesmetoder og -teknikker alle som én har erklæret, at naturen er gennemført levende og fra det mindste atom til verdensaltet som helhed viser tilbage til et almægtigt, alvidende og alkærligt megavæsen som sit sande ophav. Nemlig det megavæsen, vi gennem religionerne har lært at omtale som Gud.
* * *
For den enkelte mystiker er Gud som virkelighed betragtet en indiskutabel sandhed. Men samtidig erkendes det, at det ikke som inden for naturvidenskaben er muligt at føre empirisk bevis for denne sandhed, idet Gud mht. sit totum først og fremmest er et åndeligt væsen, i forhold til hvilket hele den fysiske verden og virkelighed rent faktisk spiller rollen som en marginal og sekundær sfære, der lig et kosmisk livmoderorgan har til opgave at formidle skabelse og hensigtsmæssig udvikling af helt nye organismeformer, sanse- og bevidsthedssystemer. Systemer, som gennem tiltagende forædling og forfinelse på et tidspunkt bliver kvalificeret til indlemmelse i den rent åndelige del af den guddommelige helhed – dvs. den primære del.
Naturligvis kan alt dette lyde fuldstændigt fantastisk og utroligt, første gang man hører det. Imidlertid tegner det på den anden side samtidig et positivt og livsbekræftende alternativ til den materialistiske-ateistiske virkelighedsforståelse. Ikke mindst hvis der yderligere kan argumenteres for synspunkterne på en overbevisende måde, og paradigmet i øvrigt er forenelig med det, som er nagelfaste kendsgerninger inden for det stærkt underbyggede naturvidenskabelige virkelighedsbillede
Med henvisning til teksten PROJEKT LIV kan det uden forbehold siges, at der nu omsider tilbyder sig et sådant alternativ. Endda et alternativ, der på afgørende vis hviler på oplysninger fra en kilde af højeste karat, nemlig den danske mystiker og intuitionsbegavelse Martinus (1890-1981).
Om Martinus skal oplyses, at han som 30-årig uventet var genstand for en række visioner eller åndelige oplevelser, der lod ham se en verden af guddommelig ånd og bevidsthed bag den fysiske. En verden, der tjener som både kilde til og bærende fundament for det fysiske virkelighedskompleks – den uorganiske såvel som den organiske del af dette. Og samtidig så han grunden til, at Gud tilsyneladende er fraværende i netop den fysiske verden. Ja, så fraværende, at selv den skarpsindige naturvidenskab ikke kan få øje på 'ham-hende', idet det samtidig kom til at stå Martinus klart, at Gud ikke er hverken et hankønsvæsen eller et hunkønsvæsen, men en super-sublim forening af begge køn.
Disse erkendelser m.fl. kom til Martinus i foråret 1921, og han så straks en opgave i at nedfælde dem i skrift og symboler, ligesom han gennem kurser og foredrag supplerende søgte at meddele dem til sin omverden, og hvilke gøremål beskæftigede ham frem til sin død som 90-årig i foråret 1981.
Det skal til slut oplyses, at teksten Projekt Liv i første række hviler på et indgående, mangeårigt studium af Martinus' værker, suppleret af intensiv undervisning hos Martinus personligt i årene 1958-68. Hvortil kommer et ikke mindre indgående studium af forskellige naturvidenskabelige discipliner – i første række fysik, kemi, astronomi, biologi, filosofi og videnskabsteori – idet forfatteren lige fra sit første møde med Martinus og hans arbejde så en opgave i bane vej for en modsigelsesfri forening af de to typer verdensbillede – det fysiske kontra det åndelige; det objektive kontra det subjektive. Og Projekt Liv er i den forbindelse det nærmeste, det til dato er lykkedes at komme dette mål…
- PBJ
--
Nordisk Impuls
2930 Klampenborg
Cvr. 71359328
v/ Torben Hedegaard
info@nordiskimpuls.dk
Tel. 20 66 13 66