Nordisk Impuls

Tilhører Martinus mystikertraditionen?

Der bliver nu og da rejst tvivl om, hvorvidt det er korrekt at omtale Martinus som tilhørende den såkaldte mystikertradition, og der kan derfor være grund til her at forklare sagen nærmere.

Det må erkendes, at udtrykket "mystiker" i dag for de fleste står som selve indbegrebet af en kilde til mere eller mindre mærkværdig og hemmelighedsfuld tågesnak, men det skyldes kun, at vor tid i det store og hele lever i fuldstændig uvidenhed om ordets oprindelige betydning. Nemlig en indviet i alt det, som mere eller mindre er skjult for de fysiske sanser, men som ikke desto mindre udgør  grundvolden for al virkelighed – den fysiske verden inklusive.

Selve udtrykket 'mystiker' kommer af det græske ord mystés, der betyder én, der har sin viden inde fra sig selv, og som derfor er sin egen videns kilde. Men da denne viden netop angår hele det sæt energier og kræfter, der udgør verdens skjulte grundvold, og som også omfatter magiens farlige kræfter og love, var det umiddelbart mystés'ens moralske pligt ikke at viderebringe sin viden til alle og enhver, men holde den for sig selv. Eneste undtagelse, som kunne komme i betragtning, var personer – de såkaldte aspiranter – der gennem hårde prøver inden for rammerne af de særlige mysterieskoler havde bevist, at de var værdige til under tavshedspligt at modtage teoretisk undervisning i den viden, som den indviede mystés på et personligt, organisk grundlag sad inde med, og hvilket førte dem frem til en status som myeiner; dvs personer med en teoretisk indvielse i de skjulte ting – mysterierne. Dog omfattede mysterieskolerne også undervisning i meditationsmetoder, der kunne føre særligt kvalificerede myeiner frem til en status som mystés'er – altså som organisk indviede.

Tager man disse oplysninger i betragtning og sammenholder dem med Martinus' personlige redegørelse for sin egen indvielse i de skjulte, guddommelige ting, således som nævnte redegørelse  kommer til udtryk i bogen "Omkring min missions fødsel" (kapitel 14 og bogen ud), forekommer det undertegnede  helt tydeligt, at Martinus de facto tilhører mystikertraditionen. Dog med den tilføjelse, at hans indvielse ikke befinder sig i gæld til nogen mysterieskole, men derimod til egne fremragende åndelige og moralske kvalifikationer. Kvalifikationer, der også bekræfter sig i det storslåede og konsistente verdensbillede, han har efterladt sig, og som i forfatterens øjne gør ham til den største mystiker, der til dato har levet på Jorden.

Med andre ord: mystiker i ordets oprindelige betydning ér og bliver han; dvs. én, der har sin viden inde fra sig selv, og som derfor er sin egen videns kilde. Mere præcist tilhører han den særlige kristne mystikertradition, der i forvejen tæller fornemme navne som bl.a. Mester Eckehardt (1260-1327), Nicolaus Cusanus (1401-1464), Jacob Böhme (1575-1624) og Emmanuel Swedenborg (1688-1772). Og tager man hertil i betragtning, at mystikerbegrebet i dets oprindelige betydning i netop vor tid begynder at vinde interesse og fodfæste inden for den magtfulde naturvidenskab, forekommer det også undertegnede at være både korrekt og psykologisk fordelagtigt at omtale Martinus som mystiker frem for som fx tænker, filosof, forfatter og lignende. For han har hverken tænkt eller filosoferet sig til sit verdensbillede, og han er langt mere end blot og bar forfatter. Nemlig en indviet i de skjulte, guddommelige ting – kort sagt en helt enestående mystés.

- PBJ

Kilder:

Martinus: "Omkring min missions fødsel", kap. 14-21.

Gyldendals opslagsbog 1959, side 391.

Vilhelm Grønbech: "Mystikere i Europa og Indien" 1-4 (1932-34).

Åge Marcus: "Kristlig mystik".

Édouard Schuré: "De store indviede"

--

Retur til artikeloversigt